Dragør ligger helt i top i beståede eksamener

Ikke en eneste elev i de almindelige 9. klasser dumpede deres afgangseksamen sidste år – i den lavest rangerede kommune bestod kun 70 procent.

Der var en ekstra grund til at fejre sidste skoledag for Dragør Kommunes 9. klasser sidste år. Ikke en eneste af eleverne i de almindelige klasser dumpede til eksamen i de obligatoriske fag. Det viser en ny opgørelse fra den borgerlige tænketank CEPOS.

Dragør tre folkeskoler er de eneste i Danmark, der kan notere at være 100 procent bestået for normalklasserne. Regnes elever i specialklasser og andre tilbud med, er tallet på 95 procent af dem, der gik til eksamen. Det giver en beståelsesandel på 95 procent – det er igen landets højeste.

Til sammenligningen er andelen hos den lavest rangerede kommune, Lolland, på blot 70 procent, mens landsgennemsnittet er 84 procent.

Alle tallene er gjort op på elevernes bopælskommune, så elever, der går i skole uden for kommunegrænsen, er også med i de lokale tal.

Artiklen fortsætter efter billedet.

Nordstrandskolen er blandt de tre skoler i kommunen, der har opnået flotte eksamensresultater. Foto: TorbenStender.
Nordstrandskolen er blandt de tre skoler i kommunen, der har opnået flotte eksamensresultater. Foto: TorbenStender.

I CEPOS-undersøgelsen opererer man med en såkaldt beståelsesløfteevne, der beregnes ud fra, hvor mange der »burde« have bestået i forhold til børnenes socioøkonomiske baggrund – det vil blandt andet sige forældrenes uddannelse og indkomst. Også her lander Dragør temmelig højt på listen som nummer fire med et tal på 2,9 procentpoint.

Lone Skovsbøll, der er centerchef for Børn, Skole og Familie i Dragør Kommune, er naturligt nok begejstret for tallene.

»Jeg har kun været her i et lille års tid, men jeg tænker, at jeg er en utroligt heldig centerchef. Vi har dygtige skoler med dygtige lærere, dygtige ledere og dygtige børn – men vi skal blive ved med at have fokus på, at tiderne skifter,« siger hun.

Hun peger på vellykket inklusion i klasserne, lærere og lederes fokus på trivsel og et forældresamarbejde som en væsentlig årsag til, at Dragørs skoler står så godt i statistikken.

»Vi har mange ressourcestærke forældre, der er engagerede i skolerne, og det gode forældresamarbejde er med til at sikre, at vi kan få alle elever gennem skolesystemet,« siger hun.

Et tal på 100 procent beståede lader sig naturligt nok ikke overgå – som enhver elev, der har bestået 9. klasse-prøven, nok kan bekræfte. Men Dragørs skoler skal fortsat arbejde for at holde eleverne fagligt stærke.

»Vi har et stort fokus på at give eleverne færdigheder i dansk og matematik, for det er forudsætningen for, at man kan lære de andre fag. Der er en udfordring i, at børn generelt læser mindre, og vi kan se, at indskolingselevernes læsefærdigheder og matematikfærdigheder er lidt svagere, end de har været. Derfor er det vigtigt, at vi fastholder det fokus,« siger centerchefen.

Læs hele rapporten på hjemmesiden www.cepos.dk

Fik du læst?