Anden gang på seks dage: Stor brand på Fælledvej

En brand i et værksted med biler og både spredte giftig røg ud over Store Magleby sent på eftermiddagen søndag – branden kom blot seks dage efter en stor brand hos genboen.
Branden var den anden på under en uge på Fælledvej. Foto: Tim Panduro.
Branden er den anden på under en uge på Fælledvej. Foto: Tim Panduro.

For anden gang på blot fem dage måtte Hovedstadens Beredskab lægge vejen omkring til en stor brand på Fælledvej 45 i Store Magleby søndag. Branden var opstået i en ladebygning, der ifølge politi på stedet var hjemsted for flere biler og både. 

Alarmen lød klokken 16.02 via 1.1.2, og det stod hurtigt klart for Hovedstadens Beredskab, at der var tale om en brand af de større. Det viste et videostream fra anmelderen, fortalte vagthavende operationschef ved Hovedstadens Beredskab Peter Ørnbo til Dragør Nyt søndag. 

Brandvæsen fra både Dragør, Store Magleby og Christianshavn blev sendt til brandstedet. Desuden kom frivillige brandfolk fra beredskabet på stationen på Tomsgårdsvej i Københavns nordvestkvarter og assisterede med lys, ligesom en drone og en selvkørende ventilationsrobot også blev sendt til stedet.

Fælledvej blev spærret for al trafik mellem Søndergade og Bachersmindevej i godt en time på grund af kraftig og giftig røg, inden trafikken igen fik lov til at passere, da de værste røgskyer var forsvundet kort efter klokken 17. 

Artiklen fortsætter efter billedet.

Den kraftige røgudvikling gjorde det nødvendigt at spærre Fælledvej, da branden var værst. Foto: Tim Panduro.
Den kraftige røgudvikling gør det nødvendigt at spærre Fælledvej, da branden er værst. Foto: Tim Panduro.

Da var branden kommet under kontrol, og dele af laden var reddet fra at brænde ned. Efterslukningen foregik dog til et godt stykke ud på aftenen søndag. Ifølge Københavns Politi var der mandskab på stedet indtil omkring klokken 23.30.

Hverken mennesker eller dyr var i fare under branden.

Større brande er relativt sjældne i Dragør Kommune, men søndagens brand er den anden på under en uge på Fælledvej. 

Natten til tirsdag i sidste uge udbrød der brand i en lagerbygning på hos genboen på Fælledvej 64. Her skete der store skader på bygningen, men hverken mennesker eller dyr kom noget til.

Ifølge en melding fra kommunikationsafdelingen hos Københavns Politi er der ikke umiddelbart noget, der tyder på en sammenhæng mellem de to brande. Man har dog øje for, at man har haft to voldsomme brande i området inden for kort tid.

»Det er normal praksis, at der bliver sat gang i en efterforskning af brande som de to, der har fundet sted på Fælledvej, og det er også sket i begge tilfælde. Efterforskningerne pågår, og vi kan derfor ikke udtale os nærmere om årsagerne. Der er dog ikke umiddelbart noget, der tyder på en sammenhæng mellem brandene,« hedder det i en skriftlig melding fra politiet. 

Hovedstadens Beredskab sendte adskillige køretøjer til brandstedet. Foto: Tim Panduro.
Hovedstadens Beredskab sender store mængder køretøjer til brandstedet. Foto: Tim Panduro.
Foto: Tim Panduro.
Foto: Tim Panduro.

Fik du læst?