Kommunalpolitikere skal ikke acceptere chikane

En tendens med stigende chikane mod politikere får kommunerne til at reagere.

Flere og flere kommunalbestyrelsespolitikere bliver udsat for chikane, trusler, hærværk og vold. Det viser en undersøgelse, Kommunernes Landsforening (KL) lavede i april i år. KL har derfor udvidet sin hotline for grænseoverskridende adfærd til også at omfatte chikane og trusler.

Landsforeningen har derudover udsendt en oversigt over de vigtigste råd til forebyggelse og håndtering af chikane, trusler, hærværk og vold og opfordret til, at man i hver enkelt kommunalbestyrelse laver en fast arbejdsgang for alt fra politianmeldelser til psykologbistand i den sammenhæng.

Det var på den baggrund, at kommunalbestyrelsen torsdag den 26. september blev enig om nogle faste retningslinjer for, hvordan det skal håndteres, hvis nogle af Dragørs politikere udsættes for eksempelvis trusler eller chikane.

  1. Det enkelte kommunalbestyrelsesmedlem kontakter direktionen, hvis vedkommende udsættes for chikane, trusler, hærværk eller vold. Politiet kontaktes direkte, hvis hændelsens karakter gør det påkrævet.
  2. Det enkelte kommunalbestyrelsesmedlem har ansvaret for at registrere episoderne og samle dokumentationen på tværs af de enkelte episoder.
  3. Administrationen har kontakten til politiet.
  4. Personaleafdelingen kan hjælpe med psykologbistand, hvis det bliver nødvendigt.

Det blev yderligere besluttet, at administrationen skal hjælpe den pågældende kommunalpolitiker, der har været udsat for trusler, chikane eller vold, med at indgive politianmeldelse, og at kommunen betaler for psykologbistand, hvis der er behov det.

Fik du læst?