De færreste tænker nok på fortiden, når de fatter om badmintonketsjeren eller pakker gymnastiktasken for at tage til træning i Hollænderhallen i Store Magleby.
Men faktisk er hallen et gigantisk fortidslevn fra en ikke så fjern, men meget dramatisk historisk periode.
»Bygningen er det største og mest synlige levn, vi har fra besættelsestiden,« siger historiker Christian Aagaard, museumsinspektør på Museum Amager og forfatter til bogen »111 steder fra besættelsestiden, som du skal se«, der udkommer på Forlaget Frydenlund i denne uge.
Hollænderhallen er kommet med i bogen, fordi bygningen oprindeligt blev opført som en del af et gigantisk tysk anlægsprojekt under besættelsen.
Dengang blev den kaldet Werft Magleby. Den er nemlig opført som reparationshangar for tyske fly, og den indgik i et enormt kompleks med en otte kilometer lang og 12 meter bred vej, som tyskerne kunne transportere deres fly på – dels som en generel udvidelse af lufthavnen, og dels så flyene kunne bringes i sikkerhed, hvis allierede bombemaskiner skulle angribe lufthavnen. Det skete ikke – men sporene fra dengang er stadig synlige i området. Blandt andet er Halvejen anlagt som en del af de tyske såkaldte rullebaner, og Kirkevejens SFO er også en bygning fra den tyske besættelse. Den blev opført som brandstation.
Hård udvælgelse
Hverken Halvejen eller sfo’en er dog med i bogen, men Dragør Kommune er repræsenteret med Hollænderhallen og museumskutteren Elisabeth K571, der bragte danske jøder til Sverige i 1943.
Det har nemlig krævet en hård hånd at vælge, hvilke lokationer der skulle med i bogen, fortæller Christian Aagaard.
»Jeg skulle tøjle lokalhistorikeren i mig selv, når jeg skulle vælge, hvad der skulle med, og jeg har flere steder fra Amager med på bruttolisten, men jeg har skullet tilgodese hele landet – fra Bornholm til Sønderjylland. Mit positive benspænd har været, at der sagtens kunne findes 1.011 steder, så det har drejet sig om at afgrænse det i typologi, geografi, mulighed for adgang og en række andre faktorer,« siger han.
»Hollænderhallen er interessant, fordi den er meget synlig, men alligevel har en historie, der let forsvinder. Hvis man sammenligner med de tyske bunkere på Vestkysten, er de ikke til at overse, fordi historien er meget synlig, mens det forholder sig helt anderledes med Hollænderhallen. Mange vil nok blive overrasket over, at den har sådan en historie.«
Sportshallen ligner mest af alt det, den er – et travlt centrum for fritidsaktiviteter. Men de synlige stålkonstruktioner under loftet er et levn fra 1944, hvor arbejdet på Werft Magleby begyndte, og på gamle billeder kan man fornemme den form, bygningen stadig har.
Artiklen fortsætter efter billedet.
Mange kontakter
Christian Aagaard har siden studietiden arbejdet meget med besættelsestiden, og han har tidligere skrevet bøgerne »Bombemål Shellhuset« og »Nazismens danske ansigt«. Derfor kunne han trække på sin egen viden til at udvælge nogle af de steder, han fra begyndelsen kunne se som stop i den nye bog. Men han valgte alligevel at søge hjælp rundt omkring i landet.
»Jeg er medlem af ugudeligt mange lokalhistoriske Facebook-grupper, og jeg er blevet væltet af oplysninger og forslag til steder i forskellige lokalområder. Det har gjort mig opmærksom på steder, som jeg ikke anede eksisterede, og det har hjulpet mig til at forstå, hvad der er vigtigt for folk i lokalområderne,« siger han og nævner en våbenhule i Rydhave Slot nær Limfjorden som eksempel.
»Den blev brugt af modstandsbevægelsen, og man kan stadig komme ned i den,« siger han.
Bogen har også nogle af de mere oplagte steder med – for eksempel Frihedsmuseet og de vestjyske bunkeranlæg, men Christian Aagaards håb er, at han alligevel tilfører noget nyt gennem bogen.
»En del af konceptet er, at stederne skal iscenesættes, og at oplevelsen af dem skal formidles i teksten,« siger han.
Netop oplevelse har han selv haft af langt de fleste steder. Således har familieferierne de seneste par år foregået rundt i Danmark med kæresten og sønnen som trofaste – og tålmodige – ledsagere.
»Jeg har trukket min familie med rundt. Alle ferier er blevet planlagt efter de steder, jeg manglede at besøge. For det betyder noget at være på stedet og opleve det, når man skal formidle det videre,« siger han.
»Det er vigtigt, at bogen også er en rejsebeskrivelse, der formidler min oplevelse af de enkelte steder, så den kan inspirere andre til at tage afsted.«
Artiklen fortsætter efter billedet.
Med i bilen
Christian Aagaard håber, at bogen vil få samme rolle, som krakkortet havde i bilerne indtil for få år siden – at den ligger i handskerummet, så man lige kan slå op i den, når man er i en ny egn af Danmark.
»Selvfølgelig kan man også læse i den derhjemme, men den må meget gerne give lyst til at komme ud og opleve nogle af stederne,« siger forfatteren, der selv har oplevet, hvor meget det betyder at være på stederne.
»Selvom det ofte er små, uanselige spor, kan det betyde noget at opleve stedet – specielt, når der er tale om menneskelige historier. Når man for eksempel står ved en mindesten uden for Roskilde over modstandsfolk, der blev dræbt i en tysk massakre, gør det stort indtryk at være på stedet, hvor det skete, og læse navnene på de døde. Historien bliver levende på den måde,« siger han.
Bogen har sin andel af beton – for eksempel de vestjyske bunkeranlæg og altså Hollænderhallen – men mindesten, skudhuller, som man skal vide er der for at genkende dem, og andre mere usynlige elementer fylder også meget i bogen.
»Det er 111 afsluttede afsnit, men det er også 111 forskellige vinkler på besættelsestiden, så man får et godt hovedtræk over historien,« siger han.
»Jeg håber, at bogen bliver godt modtaget, og at den havner hos mange, der tager den med i tasken, når de skal rundt i Danmark.«
