Efterforskning afsluttet ved brand på Fælledvej

En større brand i en bygning på Fælledvej var ikke påsat, meddeler politiet – årsagen til tidligere brand er endnu ikke afklaret.
Branden på Fælledvej søndag den 6. oktober er opklaret, oplyser politiet. Arkivfoto: Tim Panduro.
Branden på Fælledvej søndag den 6. oktober er opklaret, oplyser politiet. Arkivfoto: Tim Panduro.

Det vakte lokal opsigt, da to værkstedsbygninger på Fælledvej i begyndelsen af oktober brændte med få dages mellemrum.

Brandene fandt sted i tilbygninger på to gårde, der ligger lige over for hinanden, og førte til timelange slukningsindsatser samt afspærring af Fælledvej.

Den seneste brand fandt sted søndag den 6. oktober – og den betragtes nu som opklaret, meddeler kommunikationsafdelingen hos Københavns Politi.

»Der er ikke noget, der indikerer, at der skulle være tale om noget kriminelt,« hedder det i en skriftlig meddelelse.

Politiet har af hensyn til privatlivets fred ikke ønsket at oplyse nærmere om brandårsagen.

Brandefterforskning er kompleks, fordi spor, der viser brandårsagen, i sagens natur kan være voldsomt beskadigede eller helt borte. Årsagen til den tidligere brand, der fandt sted i de første timer af 1. oktober, er da heller ikke afklaret endnu, meddeler politiet.

»Vi har desværre ikke nogen tidshorisont,« hedder det fra politiets kommunikationsafdeling.




Fik du læst?