Ny plan for trafiksikkerhed har masser af forslag, men få penge

Sikre skoleveje, lavere hastighed og bedre sikkerhed for de unge er fokusområder i ny trafiksikkerhedsplan – men de fleste forslag fra otte år gammel plan er stadig ikke gennemført.

En ny højresvingsbane på Kirkevej ved krydset ved Englandsvej. Fartbump og krydsningshelle på Hartkornsvej. Fartvisere på Skovvej, Fælledvej, Bachersmindevej og Kirkevej. Indsnævrede kørespor på Kirkevej og Englandsvej.

Forslagene til forbedring af sikkerhed for trafikanter i Dragør Kommune er mange i den trafiksikkerhedsplan, der netop er blevet sendt i offentlig høring, efter at den i den forgangne uge blev godkendt af et enigt Klima-, By- og Erhvervsudvalg.

Men de er også dyre – faktisk opremser planen 15 nye forslag for tre en halv million kroner. Dertil kommer forslag for omkring 19 millioner kroner, der indgik i den seneste plan fra 2016, men som endnu ikke er blevet realiseret.

Til sammenligning er der afsat 191.000 kroner til trafikdæmpende foranstaltninger i 2025.

Artiklen fortsætter efter billedet.

Trafiksikkerheden for de bløde trafikanter er et af fokusområderne i »Trafikplan 2024«. Foto: Tim Panduro.
Trafiksikkerheden for de bløde trafikanter er et af fokusområderne i »Trafikplan 2024«. Foto: Tim Panduro.

Men selvom pengene ikke er der til alle løsninger, er planen mere end et katalog over hensigtserklæringer, mener formanden for Klima-, By- og Erhvervsudvalget, Helle Barth fra Venstre.

»Som politikere kan vi bruge trafiksikkerhedsplanen til at se, hvad der kan gøres. Men vi har også en anlægsramme, og vi skal også altid kunne skaffe politisk flertal for at gennemføre tingene,« siger formanden om udfordringerne.

»Analysen i 2016 var baseret på områder, som borgere havde udpeget som utrygge, og denne gang bliver planen fremlagt i høring. Selvom trafiksikkerheden er ret høj i Dragør, skal vi ikke negligere den oplevede sikkerhed. Vi skal ikke have påkørte cyklister, før vi gør noget,« siger hun og henviser til, at tre af de fire ulykker, der var med personskade i 2023, involverede cykler.

Bløde trafikanter

Netop bløde trafikanter som cyklister og fodgængere er et af de særlige fokusområder i planen. Den er en teknisk opdatering af sin forgænger fra 2016, og derfor baserer den sig på en spørgeskemaundersøgelse og et borgermøde fra dengang. Men den er suppleret med opdaterede oplysninger baseret på politistatistik, hastighedsstatistik fra kommunens målinger og gps-målinger fra Tom Tom. De viser, at især Kirkevej er uheldsramt, men at dele af Sydstranden, Krudttårnsvej, Bachersmindevej, Fælledvej og Møllevej også har en del trafikuheld. Desuden er der problemer med hastighedsoverskridelser på stort set alle større veje – hvor især dele af Kirkevej, Fælledvej, Søndre Kinkelgade, Hartkornsvej og Skovvej skiller sig ud.

»Data fra disse registreringer peger på, at vi skal arbejde endnu mere med tryghed for skolebørn og bedre tiltag for lette trafikanter og for at nedsætte farten – både på boligvejene, men også på udvalgte strækninger på det overordnede vejnet,« hedder det i forordet på den seneste trafiksikkerhedsplan.

Både den ny trafiksikkerhedsplan og dens forgænger fra 2016 har opdelt projekterne efter, hvor man får mest trafiksikkerhed for pengene. Det er fagfolk fra kommunens forvaltning, der har foretaget den vurdering.

I 2024 vil det bedst kunne svare sig at foretage en genafmærkning af krydset ved Hovedgaden/Kirkevej/Møllegade og Englandsvej og etablere en højresvingsbane på Kirkevej for anslået 80.000 til 100.000 kroner. Derefter følger en etablering af et cykelfelt og indsnævring af cykelstien ud for Fælledvej 115 for omkring 10.000 til 20.000 kroner. Mindst sikkerhed for pengene får man ifølge planen ved at genopfriske midterlinjen, sætte fartvisere og etablere kantbaner for 290.000 til 360.000 kroner på Skovvej.

Selvom meget resterer fra den tidligere trafiksikkerhedsplan fra 2016, er nogle af forbedringerne blevet gennemført. Blandt andet er der blevet etableret et midterhelle ved krydsningen på

Bachersmindevej ved Fælledvej, et fortov i østlig side på Hartkornsvej mellem Maglebytorv og

Banestien, en dobbeltrettet fællessti på Bachersmindevej, forbedrede oversigtsforhold i krydset

Fælledvej/Søndergade, en ændret krydsudformning i krydset Krudttårnsvej/Møllevej og hastighedsdæmpning på Nordre Dragørvej.

Det er blevet vedtaget, at planen skal ligge i offentlig høring i fire uger.




Fik du læst?