Jannie fik ikke jobbet – men afslaget gjorde hende glad

Jannie Andersen og 163 andre kandidater fik afslag på deres ansøgninger til jobbet som børnebibliotekar på Dragør Bibliotek. Nu hyldes biblioteket for deres måde at formidle afslagene på.
Dragør Bibliotek på Vestgrønningen. Arkivfoto: TorbenStender.
164 personer søgte stillingen som børnelitteraturformidler på Dragør Bibliotek. Arkivfoto: Torben Stender.

Når man er jobsøgende, kan det være hårdt at få afslag på sine ansøgninger. Sådan var det i hvert fald for Jannie Andersen, da hun efter 15 år som gymnasielærer begyndte at overveje et brancheskifte.

I en periode på tre år sendte hun ansøgninger afsted stort set hver uge. Og her oplevede hun, hvor stor forskel der var på de tilbagemeldinger, hun fik fra de virksomheder, hun søgte arbejde hos.

»Nogle gange får man slet ikke svar. Nogle gange kommer man til samtale, men hører ikke noget bagefter. Og nogle gange er svarene decideret næsvise,« fortæller Jannie Andersen.

Et smil på læben

I juli valgte Jannie Andersen at sende en ansøgning afsted til Dragør Bibliotek, der søgte en ny børnelitteraturformidler på deltid. Egentlig syntes hun, at Dragør lå lidt langt væk fra hendes bopæl i Allerød, men muligheden for at arbejde med børn og unge på en ny måde gav hende blod på tanden til at søge.

»Det er et deltidsjob, og hvis jeg landede det, ville jeg have plads til mit andet deltidsjob som yogainstruktør og det frivillige, jeg laver. Og så har jeg længe tænkt, at biblioteksbranchen godt kunne være noget for mig,« fortæller hun.

Artiklen fortsætter efter billedet.

Jannie Andersen valgte at dele Pernille Sonnes afslagsmail i et opslag på det sociale medie LinkedIn. Privatfoto.

Hun nåede ikke videre til en jobsamtale, men alligevel gav Dragør Bibliotek hende et smil på læben. Det afslag, de sendte tilbage på mail, var nemlig helt særligt. Biblioteket skrev, at de var overraskede over at modtage 164 ansøgninger til jobbet og er glade for den store interesse.

»Jobsøgning er en hård disciplin, der kan indeholde mange skuffelser. Når jeg nu desværre er nødt til at sende dig et afslag på din ansøgning, så husk på, at du er sej – du fik sendt en ansøgning, som du har lagt et godt stykke arbejde i. Giv dig selv et klap på skulderen – og et stykke chokolade, et glas vin, en løbetur, en god bog, eller hvad du ellers foretrækker, når du skal forkæle dig selv lidt. Det har du fortjent,« står der blandt andet i e-mailen.

Den mail gav Jannie Andersen et smil på læben.

»Jeg tænkte, at det var en virkelig fed måde at skrive det på. Det gjorde mig glad og opløftet, og jeg fik mod på at søge flere jobs,« siger hun.

Skylder at svare

Jane Heitmann, der er formand for Krifa, hylder også det pæne afslag fra Dragør Bibliotek.

»Jeg bliver bekymret, når jeg hører om ansøgere, som holdes ud i strakt arm uden svar eller respons på en sendt ansøgning. Vi bør alle gøre os umage med at få svaret, også når det er et afslag.  Så stor tak til Dragør Bibliotek, der så hensynsfuldt svarer jobansøgerne,« lyder det fra Krifa-formanden.

Jane Heitmann undrer sig over, at selv store virksomheder, som burde have administrative ressourcer til at svare ansøgere pænt, kan undlade at give de håbefulde ansøgere et svar. Hun håber, at Dragør Bibliotek kan være med til at sætte en standard og gøre virksomheder opmærksomme på, hvor meget et pænt afslag kan betyde for den enkelte ansøger.

»Uanset om det bliver et ja eller nej, skylder virksomhederne at svare enhver ansøger, der har brugt ressourcer på at lave en ansøgning. Men nok så vigtigt, i hvert fald for den enkelte arbejdsgiver, kan det være at tænke over, hvilket signal du sender til omverdenen,« siger Jane Heitmann.

164 ansøgninger

Pernille Sonne, der er leder af Dragør Bibliotek, er glad for, at hendes afslag har vakt glæde. Hun fortæller, at jobportalen på forhånd har nogle standardafslag, men at hun syntes, de virkede lidt kølige og upersonlige.

»Jeg fik 164 ansøgninger, så det ville tage for lang tid at ringe til dem alle sammen. Så jeg valgte at skrive til dem, og jeg prøvede at tænke over, hvad jeg selv kunne have brug for at høre som jobsøgende,« siger hun.

At afslagsmailen er blevet delt på LinkedIn, kommer bag på Pernille Sonne – men hun håber, at det kan være med til at skabe bevidsthed om, at Dragør Kommune er et godt sted at arbejde.

»Vi har lige slået to stillinger op igen, så måske kan vi se det på antallet af ansøgere dertil,« siger hun.

Selvom Jannie Andersen ikke endte som børnebibliotekar i Dragør, er der godt nyt på jobfronten for hende. Den 1. oktober startede hun nemlig i en stilling som forløbsmedarbejder i Gribskov Kommune, hvor hun skal arbejde med unge mellem 18 og 30 år, der står uden for arbejdsmarkedet.

Fik du læst?