Færgestop endte i politisk skandale

Efterspillet blev uskønt, da der skulle findes en løsning på færgemanglen i Dragør – det endte med beskyldninger om urent trav mod borgmesteren, mens flere byrådsmedlemmer blev meldt til politiet
»Uden om København – Til Sverige«. Dragør-Limhamn var en god genvej til resten af Skandinavien, men da linjen blev nedlagt, blev forsøget på at genoplive den til en politisk skandale. Affotografering af brochure.

Da Scandlines ret pludseligt lukkede for færgefarten til Dragør, stod byen med et tomt færgeleje, en manglende forbindelse til Sverige og et butiksliv, der manglede kunderne fra nabolandet.

Som sådan lå løsningen lige for – find en operatør, der vil overtage færgedriften, i hvert fald frem til Øresundsbroens åbning. Men jagten på sådan en kastede kommunalbestyrelsen og borgmesteren ud i en politisk skandale, hvor det føg med både voldsomme beskyldninger og politianmeldelser.

Birgitte Rinhart var ellers en yderst populær borgmester. Hun repræsenterede liste T, der historisk var modstander af færgerne, og hendes liste havde absolut flertal i kommunalbestyrelsen. Selv havde hun også en nærmest uhørt opbakning – da hun blev genvalgt efter sin første periode som borgmester i 1997, var det med 1.826 personlige stemmer. Hver fjerde vælger stemte på hende personligt.

Birgitte Rinhart foretrak en ren passagerfærge som afløser for bilfærgerne – helt i tråd med hendes listes politik. Men allerede inden bilfærgen »Felix« forlod Dragør for sidste gang den 31. oktober 1999, var skandalen begyndt at rulle. Borgmesteren havde nemlig indgået en aftale med en udbyder af en passagerfærge, selvom der også lå et tilbud fra rederiet Easy Line om at videreføre bilfærgerne og genoprette havneanlæg, når sejladsen standsede.

Ifølge flere medlemmer af oppositionen var der blevet givet forkerte oplysninger om blandt andet Easy Lines økonomi på et lukket byrådsmøde, hvor man vedtog at droppe et foreslået samarbejde med rederiet.

»Vi er blevet fuppet af liste T,« som venstremanden Per Faldborg Olesen formulerede det i JP København, der havde artiklen »Borgmester stoppede færgeløsning« som tophistorie den 22. december 1999. I samme artikel beskyldte socialdemokraten Finn Hyllested direkte borgmesteren for at have givet urigtige oplysninger ved at fortælle, at Easy Line var ved at gå bankerot, og at oprydning på havnen ville koste et tocifret millionbeløb, når beløbet reelt var meget mindre.

Borgmesteren og administrationen endte med at melde oppositionspolitikerne og nogle embedsmænd til politiet på en mistanke om, at de havde lækket fortrolige oplysninger til pressen. »En julegave til oppositionen,« kaldte Amager Bladet politianmeldelsen, der førte til afhøringer af flere politikere, inden politiet droppede sagen i januar 2000 på bevisets stilling.

Borgmesteren afviste på sin side at have fejlinformeret i den flere måneder lange strid, der ofte fik en meget personlig og spids tone.

Da en journalist fra Amager Bladet konfronterede borgmesteren med et oppositionskrav om et møde i begyndelsen af november, lød borgmesterens svar: »Det er vel Asger igen.« En henvisning til den konservative Asger Larsen.

»Han har ikke forstået, hvad der foregår, men det er der jo ikke noget nyt i.«

Debatten tordnede afsted i både avisartikler og læserbreve, men det fik Dragør ikke en ny færge ud af. For selvom der blev lavet en aftale med en udbyder af en passagerfærge, kom den aldrig i drift.

Det er næppe helt usandsynligt, at færgesagen spillede en rolle i det næste kommunevalg i 2001, selvom andre faktorer som to nye borgerlister også spillede ind. Birgitte Rinhart blev ganske vist stadig topscorer på personlige stemmer – men hendes stemmetal blev alligevel mere end halveret. Liste T mistede sit absolutte flertal, selvom hver tredje vælger stemte på listen, og partiet mistede borgmesterposten til Asger Larsen.


Fik du læst?