Lions fordelte 100.000 kroner til gode formål

Lions Dragør fejrede 60-års-jubilæum og valgte at bruge dagen på at uddele donationer til lokale projekter.
Lions Dragør fejrede 60 års jubilæum og donerede i samme ombæring 100.000 kroner til velgørende formål.
Årets Lions Dragør-pris gik til Lise Hellborn for sit arbejde med foreningen Cykling Uden Alder. Foto: TorbenStender.

Mange havde fundet vej til Lions Dragørs 60-års-jubilæumsarrangement på Dragør Fort søndag eftermiddag.

Præsidenten for Lions Dragør bød velkommen og gav derefter ordet til borgmester Kenneth Gøtterup.

»Her i Dragør i vores dejlige lille bysamfund er I med til at udvise et godt medborgerskab. I er synlige ved vores årlige fastelavn, ved grundlovsdag, og ved valg står I sammen med de tilforordnede ved hoveddøren og samler briller ind,« sagde borgmesteren blandt andet i sin tale.

Han nævnte også de mange sociale områder, klubben har støttet gennem årene, både lokalt, nationalt og internationalt.

Delte 100.000 kroner ud

Jubilæumsdonationerne på 100.000 kroner blev derefter uddelt.

Pengene gik til et nødhjælpsprojekt Nsansa Village i Zambia, Dragør Musik- og Kulturskole, Børnetelefonen, Enggårdens Venner, Wiedergårdens Venner, Lions Neurocenter, værestedet Hugs & Food og Blushøjspejderne.

Artiklen fortsætter efter billedet.

Lions Dragør fejrede 60 års jubilæum og donerede i samme ombæring 100.000 kroner til velgørende formål.
Enggårdens venner blev støttet med 15.000 kroner. Foto: TorbenStender.

Som det sidste punkt blev Lions Dragør Pris 2024 uddelt.

Den gik til Lise Hellborn på vegne af Cykling uden alder. Prisen er på 10.000 kroner og tildeles til en person, som gennem et frivilligt virke har gjort en særlig, anderkendelsesværdig og uselvisk indsats over for borgere i Dragør Kommune.

Prisen skal videregives til et velgørende formål inden for det område, der ligger til grund for tildelingen.

Fik du læst?