I en tidlige udgave af Dragør Nyt redegjorde jeg for det alvorlige demokratiske svigt, som Sydamagerlisten mener, at borgmesteren – som medlem af og repræsentant for Dragør Kommune i CPH Advisory Committee, som er lufthavnens rådgivende vækstbestyrelse – udviser ved at handle uden politisk mandat og samtidig undlade at holde kommunalbestyrelsen og Økonomiudvalget behørigt underrettet om lufthavnens aktuelle vækstplaner (læs indlægget her, red.).
Borgmesteren har på samme tid undladt – i modsætning til eksempelvis sin borgmesterkollega i Odense, Peter Rahbæk Juel, som er medlem af samme CPH-komité – at oplyse om sin rådgivende bestyrelsespost i CPH Advisory Committee under sine øvrige tillidshverv på kommunens hjemmeside.
Manglende besvarelse
Jeg stillede på vegne af Sydamagerlisten i den forbindelse fire konkrete spørgsmål, som jeg venligt anmodede Kenneth Gøtterup om at besvare.
De åbne spørgsmål til borgmesteren var følgende:
- Er du enig i, og støtter du op omkring, de vækstmål for de kommende år, som CPH’s ledelse og bestyrelse har fremlagt offentligt?
- Er du sikker på, at den funktion, du her medvirker i som borgmester i Dragør Kommune, er undtaget for gældende lov og regler om referencepligt til kommunalbestyrelse eller Økonomiudvalget?
- Med hvilket politisk mandat i ryggen udtaler du dig som borgmester i Dragør Kommune i CPH Advisory Committee?
- Hvorfor fremgår det ikke (under dine tillidshverv) af kommunens officielle hjemmeside, at du er medlem af CPH Advisory Committee?
Borgmesteren undlod behændigt, at besvare de første tre væsentlige spørgsmål i Dragør Nyt.
Til det sidste spørgsmål oplyste Kenneth Gøtterup (i modsætning til eksempelvis Odense Kommune), at der i Dragør Kommune ikke er tradition for, at politikerne oplyser om andre – underforstået, politisk relaterede – »medlemskaber« end dem i råd og nævn, som de direkte er udpeget til af kommunalbestyrelsen.
Demokratisk problem
I samme kommentar oplyser borgmesteren, at han personligt – og efter behov – fører løbende møder med lufthavnens direktion.
Det synes vi i Sydamagerlisten er fornuftigt og måske konstruktivt, men borgmesteren taler usandt, når han hævder, at kommunalbestyrelsen holdes løbene underrettet. Det bliver den bestemt ikke.
Det er ikke »bare« et demokratisk problem – det er formentlig mod gældende regler og lovgivning på det kommunale styrelses- og forvaltningsområde. Og under alle omstændigheder er det et massivt brud på tillidsforholdet til borgmesterens troværdighed.
Københavns Lufthavns vækst og udvikling er nu – og særligt på sigt – nok Dragør-borgernes største udfordring målt på alle værdi-, miljø- og forureningsparametre. Den udvikling og miljøbelastning mener vi i Sydamagerlisten ikke, at vi bare skal acceptere: at et enkelt medlem af kommunalbestyrelsen »håndterer« på egen hånd – borgmester eller ej.
Med venlig hilsen
Tommas Brogaard
Formand for Sydamagerlisten