Vi har modtaget:

Vierdiget-bro til debat

I sidste uges avis (Dragør Nyt nr. 32 – den 9. august – læs indlægget her, red.) rejser liste T’s René Bomholt en lang række kreative tvivlsspørgsmål omkring Vierdiget-brosagen, som hermed skal besvares efter bedste evne.

Lokalkyndige klager

René Bomholt hævder, at en stor del af borgernes argumentation er »fejlbehæftet«, og at de borgere, der har klaget over etableringen af bade- og kajakbroen forventer at få ret. Dette er ren digteri.

Det handler ikke om at få »ret«. Det handler ganske enkelt om at få en nuanceret og ordentlig sagsbehandling.

Som det tydeligt fremgår af de tidligere indlæg i Dragør Nyt, så er samtlige 32 borgerklager blevet pure underkendt af kommunalbestyrelsen og Kystdirektoratet. Ingen af de mange klagepunkter er blevet taget til efterretning eller behandling, hvilket ret beset er en juridisk og demokratisk falliterklæring.

Det er tillige et eksempel på useriøs sagsbehandling, der intet har med demokrati at gøre – uanset om man bryder sig om klagernes eksistens eller ej.

Dragør Kommune og Kystdirektoratet har nu sendt et klart og tydeligt signal om, at borgerne ikke må klage over broprojektet, der efter planen skal placeres i Amager Vildreservat og Natura 2000-område.

Hvis René Bomholt havde besværet sig med at sætte sig ind i sagen og læse de 32 borgerklager grundigt, så ville han vide, at der foreligger adskillige klager, hvori flere klagestillere har skrevet en fælles klage, og efter sigende har Dragør Kommune sjældent modtaget så mange klager over et enkeltstående anlægsprojekt.

Jeg har læst klagerne gentagne gange, og i modsætning til René Bomholt mener jeg, at klagerne er yderst lokalkyndige, velmenende og velargumenterede.

At der så er en enkelt person i Dragør, der mener, at klagerne ikke lever op til hans standard, det er jo ærgerligt. 

Klagerne er rettidigt modtaget og registreret af Dragør Kommunes administration i november 2022, så det er lidt sent at kritisere klagernes indhold i august 2023 – altså ni måneder senere.

Man kan så undre sig over, hvorfor flere af liste T’s frontfigurer fortløbende bruger tid og energi på at nedvurdere borgerklagerne, hvis klagerne overhovedet ikke er noget værd og ikke er »velargumenterede«?

Liste T’s broprojekt

René Bomholt og liste T vil meget gerne have, at bro-projektet ikke fremstår som et liste T-projekt. Det er ikke første gang, at dette forsøges. Men det går ikke så godt. Lad os tage et lille tidsspring tilbage til kommunalvalget i 2021. 

Ved seneste kommunalvalg stillede spidskandidat René Bomholt op for liste T men blev ikke blev valgt ind. Og liste T’s Ebbe Kyrø fik som medlem af kommunalbestyrelsen pludselig vældig travlt.

Ebbe Kyrø var røget ud af kommunalbestyrelsen under valget, og han brugte sin politiske indflydelse og sit sidste kommunalbestyrelsesmøde i december 2021 på at fremme Vierdiget-broprojektet, som han selv bor 150 meter fra.

I medfør af initiativretten fremlagde han følgende i Dragør Byrådssal: »Forslag fra T – Badebro på Sydstranden ud for Søndre Tangvej«. 

Sagsbehandlingen den 16. december 2021 figurerer på Dragør Kommunes hjemmeside under »dagsordener og referater« såvel som på »Kommune TV«. Sidstnævnte er absolut seværdigt.

Hertil kommer, at bro-ansøger Bent Larsen (T) er tilknyttet bestyrelsesmedlem i liste T. Den 22. november 2022 opsøger broansøger uopfordret borgere ved deres bopæle, og han forsøger forgæves at presse borgerne til at trække sine klager over bade- og kajakbroprojektet tilbage. Det gik heller ikke så godt.

En omdiskuteret bro forsøges placeret på Sydstranden i Amager Vildtreservat. Foto: Kenneth Olsen.
En omdiskuteret bro forsøges placeret på Sydstranden i Amager Vildtreservat. Foto: Kenneth Olsen.

Bro med vokseværk

René Bomholt forstår efter eget udsagn ikke, at der »harceleres over den langvarige sagsbehandling og de administrative ressourcer, der er brugt gennem årene«.

Liste T’s hvileløse broprojekt er indtil videre blevet sagsbehandlet af Dragør Kommune i årene 2018, 2019, 2020, 2021, 2022 og 2023. Det taler vist sit eget tydelige sprog. Sideløbende med det årelange og enorme ressourceforbrug spares der benhårdt på børn og ældre i vores lille by. 

Ifølge planen skal der etableres en 30 meter lang »bade- og kajakbro« på den fredede Dragør Sydstrand i det åbne kystlandskab. Broen kommer til at nå ud på cirka 30 centimeter vand ved højvande, og den har dermed hverken funktion som badebro eller kajakbro. 

Broen betegnes derfor med rette som en »soppebro«. Fladvandet på syd sætter helt naturlige begrænsninger for anvendelsen. Mig bekendt er der ikke noget »spottende« i at kalde en skovl for en skovl, men det er der åbenbart andre meninger om i liste T.

Det ansøgte broprojekt ligger inden for strandbeskyttelseslinjen og forudsætter derfor dispensation efter naturbeskyttelsesloven. I lokalområdet er der intet mindre end otte bestemmelser i henhold til naturbeskyttelsen, der gør sig gældende. 

Disse bestemmelser respekterer liste T desværre ikke, da der er et byggeprojekt, som skal tromles igennem for enhver pris.

Først skulle Vierdiget-broen være 12 meter lang, derefter skulle den være 30 meter lang. Hvad bliver det næste? Nu skal broprojektet placeres 50 meter mod vest i et nyt område, hvor der skal pløjes en ny adgangssti gennem den eksisterende og uberørte vegetation. 

Liste T betegner den nye lokation som en mere »nænsom placering«. Men man skal vist være byggelysten politiker for at forstå logikken i, at det er et nænsomt forehavende at sakse plantelivet på Sydstranden.

Grønt er godt

René Bomholt er utilfreds med, at der er søgt aktindsigt i Vierdiget-brosagen i henhold til Offentlighedsloven, og endvidere at der i de tidligere indlæg i Dragør Nyt bl.a. citeres fra lovtekster og den skriftlige sagsbehandling. Sikke noget.

Det er da også for galt, at der er nogen, der søger aktindsigt og sætter sig grundigt ind i sagen. Det er bedre, hvis borgerne undlader at skrive læserbreve, debatindlæg, klager og generelt bare holder sin mund, når uigennemtænkte byggeprojekter forsøges placeret midt i Dragørs unikke og fredede naturområder.

Belejligt nok glemmer René Bomholt at fortælle, at broansøger Bent Larsen selv har søgt aktindsigt i sagen.

Måske er det nemmere at forholde sig til debatten, hvis der citeres direkte fra liste T’s egne rækker. 

Liste T har oprettet den såkaldte Grønne Gruppe, der proklamerer: »De fleste af os ved det, og har sikkert også registret, at vi ikke har så mange insekter og vilde bier, som vi havde før i tiden. Det er ikke et problem, som vi alene i Dragør har skabt, men vi kan være med til at bibeholde, genskabe og styrke biodiversiteten (…) Vi skal passe på de opholdssteder hvor småfugle, smådyr og insekter holder til«. (Hanne Wanscher, René Bomholt, Trine Gotha Frandsen – Dragør Nyt nr. 39 – den 29. september 2021 – side 8 – læs indlægget her, red.).

Ak, ja. Munden taler højsvungent om styrkelsen af biodiversiteten i Dragør, men hånden gør noget helt andet.

Broansøger Bent Larsen har vel at mærke ikke ansøgt om at etablere den ny adgangssti, der skal finde vej ovenpå vegetationen, som befinder sig på fredet strandeng og strandbred. 

Nu er liste T endelig kommet ud af busken, så det er med garanti ikke det sidste, vi hører i denne sag. 

Måske er det på tide, at man i det tværpolitiske parti indser, at man ikke bare kan lukke munden på borgerne. Ønsket om at tysse på borgerne er som bekendt det stik modsatte af det, vi kalder »demokrati«.

Jeg håber, at svarene er fyldestgørende. Hvis det ikke er tilfældet, så er liste T velkommen til at vende tilbage med yderligere spørgsmål.

Med venlig hilsen
Kenneth Olsen
Borger i Dragør Kommune

Vi har modtaget: Kys frøen på Batterivej

Kenneth Olsen har indsendt et debatindlæg om kommunens naturpleje omkring Batteriesbækken. Læs mere

Vi har modtaget: Vil gåsehold snart være en saga blot?

Morten Dreyer fra Dansk Folkeparti i Dragør mener, at der kan være en ansat i Dragør Kommune, der klagede...

Vi har modtaget: Lukker byrådet Gåserepublikken?

Morten Dreyer fra Dansk Folkeparti i Dragør har skrevet et debatindlæg om krav til den naturpleje, der kan betyde,...

Erhvervsmæssig affotografering af Dragør Nyts annoncer og tekst er ikke tilladt.
© Copyright 2015–2024 Dragør Nyt.
Forbehold for trykfejl.

Hjemmesiden er lavet af Starco Grafisk