Vi har modtaget:
Badebro på Sydstranden
Jo, du må gerne klage. Det betyder ikke, at du får ret
Siden årets begyndelse har Kenneth Olsen i Dragør Nyts spalter gjort opmærksom på sin modstand mod bygningen af en eventuel badebro på Sydstranden ud for Vierdiget.
Intet mindre end ti læserbreve er det blevet til, med overskrifter som »Klage over bro underkendt« (Dragør Nyt nr. 6 – den 8. februar – læs indlægget her, red.), »32 klager over bro fordufter« (Dragør Nyt nr. 17 – den 26. april – læs indlægget her, red.), »Må man klage over Vierdiget-broen?« (Dragør Nyt nr. 21 – den 24. maj – læs indlægget her, red.) og senest »Man må ikke klage over Vierdiget-broen« (Dragør Nyt nr. 31 – den 2. august – læs indlægget her, red.).
Desværre er en stor del af argumentationen fejlbehæftet – og lider af den fejlfortolkning, at en klage skal lede til, at man som klagende borger får ret. Det gør man ikke nødvendigvis.
En klage er en indsigelse mod et givent forslag. Den skal politikerne tage i betragtning, når de behandler sagen. Som de har gjort i denne sag, hvor de har valgt ikke at imødekomme klagerne. Det kalder vi demokrati. Uanset hvor uretfærdigt det må syne, hvis man er en af dem, der klager, så er det den styringsform vi har i Danmark. Også i Dragør, hvor vi er mere end 14.000 borgere – og hvor 32 har klaget over den foreslåede bro. Hvor et flertal af de folkevalgte i kommunalbestyrelsen har valgt at fremme sagen efter at have modtaget og læst klagerne.
Kenneth Olsen nævner i over halvdelen af sine indlæg de 32 klager mod den foreslåede badebro. De beskrives som »velmenende og velargumenterede«. Jeg betvivler ikke, at klagerne er velmenende, hvis man er imod idéen om en badebro, men af de 32 klager er to skrevet af Kenneth Olsen selv, og 14 er underskrevne standardklager, der næppe kan anses som »velargumenterede«.
Argumenter
Et gennemgående argument mod en badebro er også den vanddybde, der er i området. Broen omtales derfor spottende som en »soppebro« (»Må man klage over Vierdiget-broen?, i Dragør Nyt nr. 21, den 24. maj, læs indlægget her, red.). Det er vel reelt en bekymring for dem, der søger, nærmere end dem, der klager?
Broen omtales konsekvent som et liste T-projekt. Blot fordi der er et personsammenfald, betyder det ikke, at et projekt er politisk. Det er nok nærmere et udtryk for, at de borgere, der går ind i politik, også er dem, der kerer sig om deres lokalområde og udviser initiativ. Derfor har vi også set en anden markant skikkelse i Dragørs lokalpolitik involveret i et broprojekt, uden at det dermed er et Venstre-initiativ.
Onsdag den 1. februar (Dragør Nyt nr. 5 – side 4, læs indlægget her, red.) argumenteres der under overskriften »Vierdiget-bro til behandling« med, at »badevandet er varmest på den tid af året, hvor naturen skal formere sig«. Som jeg har forstået det, så er badevandet varmest i sensommeren – hvorimod forbuddet mod løse hunde på dele af strandengene ophører den 15. juli. Så holder det argument?
I en del af læserbrevene henvises til regler og paragraffer, men kun når de kan bruges i modstanden mod en bro. Når Kystdirektoratet derimod underkender klagerne ved at følge gældende regler, må jeg formode, så ses det som »en magtfuldkommen og useriøs bedrift« (»Man må ikke klage over Vierdiget-broen« Dragør Nyt nr. 31 – den 2. august, læs indlægget her, red.). Det er altså skribentens og ikke myndighedernes tolkning af reglerne, der antages at være gældende.
I februar (»Den hvileløse bro ved Vierdiget«, Dragør Nyt nr. 7 – den 15. februar – læs indlægget her, red.) harceleres over den langvarige sagsbehandling og de administrative ressourcer, der er brugt gennem årene. Det har afsenderen fået vished for gennem en »aktindsigt på over 450 sider«. Hvor meget administrativ tid er der mon gået på at fremskaffe dokumenterne til en sådan aktindsigt – og er de ressourcer givet godt ud?
Man må gerne klage over en badebro ved Vierdiget. Men det betyder ikke, at man får ret.
Med venlig hilsen
René Bomholt
Borger i Dragør Kommune og ikke involveret i noget bro-initiativ
