Flygtninge flytter fra Halvejen

I august måned udløber Dragør Kommunes dispensation om at have boligpavilloner på Halvejen for at huse flygtninge.

Ved årsskiftet boede der otte personer i de opstillede pavilloner ved Hollænderhallen, og disse otte vil efter dispensationens udløb skulle genhuses. I øjeblikket er ledige boliger de to andre steder, hvor kommunen huser flygtninge – henholdsvis på Harevænget og Rødtjørnen. Men der er kun ledigt for fem personer, så der skal findes plads til yderligere tre personer.

Uddybning

Efter sagen havde været i behandling i Økonomiudvalget i oktober sidste år, blev forvaltningen anmodet om at skaffe uddybende oplysninger. 

Udvalget ville vide, hvor mange boliger der de sidste tre år var i brug i januar måned, i den forventning at forvaltningens oplysninger ville give en indikation om, hvor mange pladser der ville være brug for i fremtiden.

Aftale annulleret

Sidste sommer kunne man i Dragør Nyt læse, at Dragør Kommune havde indgået en aftale om, at de to flygtninge, Dragør skulle modtage, i stedet for skulle til Bornholms Regionskommune. (Læs mere her)

Denne aftale blev i midlertidig annulleret, samtidig med det blev besluttet, at flygtninge skal fordeles fra centralt hold.

Forvaltningen har imidlertid siden sagsbehandlingen i oktober kunnet konstatere en stigning i antallet af familiesammenføringer – og samtidig har Udlændingestyrelsen også opjusteret antallet af forventede flygtninge. Dragør Kommune kan nu forvente at modtage fire flygtninge i stedet for to.

Dragør Kommune skal finde husly til de flygtninge, der endnu ikke er fraflyttet pavillonerne på Halvejen. Arkivfoto: Thomas Mose.
Dragør Kommune skal finde husly til de flygtninge, der endnu ikke er fraflyttet pavillonerne på Halvejen. Arkivfoto: Thomas Mose.

Førstesalspavilloner

Torsdag den 3. februar skulle kommunalbestyrelsen forsøge at finde en løsning på boligudfordringen.

Forvaltningen havde to forslag med til kommunalbestyrelsen – et vedrørende et område på Hvidtjørnen og et omhandlende udvidelse ved de allerede etablerede pavilloner på Rødtjørnen.

På Hvidtjørnen er der tale om et 3.000 m2 stort område, hvorpå det påtænkes at opføre syv pavilloner – fem til boliger og to indrettet som vaskefaciliteter. Men da området først vil skulle byggemodnes, er der en del udgifter omkring etablering.

I forslaget vedrørende en løsning på Rødtjønen vil man ved at etablere førstesal på fem af de seks pavilloner, der allerede er etableret, kunne nøjes med fem nye enheder.

Samtidig er den allerede byggemodnede grund ejet af Dragør Kommune – og således er en løsning her heller ikke tidsbegrænset.

Socialdemokratiet ønskede at gå en helt anden vej. De fremsatte et forslag om at leje en bolig til de flygtninge, der skal flytte fra Halvejen. Liste T støttede forslaget, men det faldt alligevel, da det kun var seks af kommunalbestyrelsens 15 medlemmer, der stemte for. Konservative, Sydamagerlisten og Venstre stemte imod.

De ni medlemmer af Konservative, Sydamagerlisten og Venstre stemte for løsningen med at etablere en førstesal på pavillonerne på Rødtjørnen. Her stemte liste T imod, mens Socialdemokratiet undlod at stemme.

Økonomi

Man ved ikke med sikkerhed, hvor meget det vil koste at sætte de fem nye førstesale på pavillonerne på Rødtjørnen.

Ud fra beregninger fra en række ældre priser skønnes det at komme til at koste omkring 240.000 kr.

Dertil skal lægges de cirka 420.000 kr., det koster at fjerne de 14 pavilloner ved Hollænderhallen og at reetablere området.

Herforuden forventes der til dækning af drift, leje og forsikring af de fem førstesalspavilloner en månedlig udgift på cirka 23.000 kr.

TM

Erhvervsmæssig affotografering af Dragør Nyts annoncer og tekst er ikke tilladt.
© Copyright 2015–2024 Dragør Nyt.
Forbehold for trykfejl.

Hjemmesiden er lavet af Starco Grafisk