Amagerhollændernes oprindelse – foredrag om en sprogforskers opdagelsesrejse.
Amagerhollændernes oprindelse – foredrag om en sprogforskers opdagelsesrejse.

Amagerhollændernes oprindelse

Foredrag om en sprogforskers opdagelsesrejse

Mandag den 8. november kl. 19 holder Joost Robbe foredrag om hollænderbøndernes oprindelse i Multisalen på Store Magleby Skole. 

For 500 år siden drog en flok bønder fra Nederlandene på opdagelsesrejse til Danmark – til Amager. Selvom de var inviteret af Christian 2. til at dyrke grøntsager, kunne de ikke vide, hvad der ventede dem – de kunne jo dengang ikke bare »google« ordet Amager. Men som bekendt endte rejsen meget lykkeligt for dem, for Amager og for Danmark. Med deres avancerede landbrug og deres søkundskaber satte amagerhollænderne deres præg på dansk kultur: Amagerdragten blev for eksempel nationaldragt. 

Men hvor de tilrejsende kom fra, har der hersket tvivl om. Nogle forskere har peget på Nordholland – andre på Flandern som oprindelsessted.

Nu har sprogforsker Joost Robbe gjort en opdagelsesrejse tilbage i historiske arkiver for at dokumentere, hvor amagerhollænderne stammer fra. 

Joost Robbe er postdoc og ansat ved Aarhus Universitet med speciale i nederlandsk og tysk sproghistorie. Hollænderne var flere hundrede år om at lære dansk, men efter bare ti år i Danmark taler Robbe et flydende dansk.

Joost Robbe er som fascineret af amagerhollændernes historie og deres særlige amagerhollandske sprog i gang med et større projekt, finansieret af Danmarks Frie Forskningsfond og har også bidraget med en artikel i Museum Amagers jubilæumsbog »Amager – 500 års hollænderhistorie«, der udkom tidligere på året.

Joost Robbe vil i foredraget fortælle om sine forskningsresultater, der blandt andet indeholder en analyse af de første kolonisters personnavne. Det er især ud fra denne analyse, man, sammenholdt med de historiske dokumenter, med stor sandsynlighed kan fastslå, hvor kolonisterne oprindeligt kom fra, nemlig fra Hoorn nord for Amsterdam.

Som sproghistorisk godbid serveres desuden fortællingen om enkelte særlige ord – eksempelvis muske, der betyder gråspurv på dragørmål. Dette dialektord kan føres tilbage til Nordholland.

Deltagerne skal også lytte til det amagerhollandske sprog, således som det blev prædiket og sunget i Store Magleby Kirke indtil 1811.

Det er ikke nødvendigt at kunne føre sin slægt tilbage til de første Trein og Isbrandt på Amager for at få glæde af Robbes foredrag, oplyses det af initiativtagerne bag foredraget: Amagermuseets Venner, Danmarks Lodsmuseumsforening, Dragør Museumsforening og Historisk Arkiv Dragør.

Gratis adgang – alle er velkomne.

Joost Robbe.
Joost Robbe.

Erhvervsmæssig affotografering af Dragør Nyts annoncer og tekst er ikke tilladt.
© Copyright 2015–2024 Dragør Nyt.
Forbehold for trykfejl.

Hjemmesiden er lavet af Starco Grafisk