Boblerne prøvesmages. Foto: TorbenStender.
Boblerne prøvesmages. Foto: TorbenStender.

Borgerforeningens skumslukning

Årets sidste møde i Dragør Borgerforening fandt sted torsdag den 28. december, hvor der traditionen tro blev afholdt »Skumslukning«, som er smagning af bobler. 

De 50 i forvejen tilmeldte medlemmer mødte alle forventningsfulde op til den festlige aften i borgerforeningens hus, der på fortrinligvis blev styret af Nicolai Larsen. 

Efter velkomst ved formand Jørn E. Larsen fortalte Nicolai Larsen videre om slagets gang. 

Herefter blev der smagt på de mange slags bobler, der var indlagt i programmet. »Bobler« kaldes de, fordi kun de, der bliver produceret i champagnedistriktet nord for Paris ved Reims, må bruge betegnelsen champagne. I Spanien hedder kategorien cava, mens den i Italien kaldes asti. 

Deltagerne skulle igennem 12 forskellige flasker, der havde det til fælles, at de alle var indkøbt lokalt. Flaskernes indhold bestod af alt fra cava, asti og riesling til crement og champagne, og af den sidstnævnte type var der hele fire repræsentanter, der skulle smages på. 

Smagningen afsluttedes med de mere søde varianter af bobler – for som Nicolai Larsen og Jørn E. Larsen fortalte, så passer de meget bedre til den søde kransekage. Det vil være synd for en flot champagne at blive serveret til sød kransekage – det risikerede  så at sige at ødelægge begge smagsoplevelser, sagde de.

Der skulle selvfølgelig også åbnes flasker med en sabel – for flot ser det jo ud, når proppen og det øverste af flasken flyver af sted ... Men da det bestemt ikke er ufarligt, så fortalte Nicolai Larsen først om de to vigtigste forholdsregler: Man skal altid pege væk fra personer – samt at flasken, for at minimere risikoen for håndskader, bør være omviklet med et klæde. 

Aftenen blev afsluttet med en lodtrækning om tre flasker bobler. 

Nok en gang blev arrangementet »Skumslukning« en smuk og festlig afslutning på et godt år i borgerforeningen. 

 

Annie Schou er klar med champagnesablen. Foto: TorbenStender.
Annie Schou er klar med champagnesablen. Foto: TorbenStender.
Begejstrede og forventningsfulde fremviser Nicolai Larsen (tv.) og Jørn E. Larsen nogle af de mange flasker, der skulle smages på i aftenens løb. Foto: TorbenStender.
Begejstrede og forventningsfulde fremviser Nicolai Larsen (tv.) og Jørn E. Larsen nogle af de mange flasker, der skulle smages på i aftenens løb. Foto: TorbenStender.

Erhvervsmæssig affotografering af Dragør Nyts annoncer og tekst er ikke tilladt.
© Copyright 2015–2024 Dragør Nyt.
Forbehold for trykfejl.

Hjemmesiden er lavet af Starco Grafisk