Nyt fra Dragør Boldklub:

DB–BK Skjold 1–2

Forrige lørdag blev lokalopgøret imellem Kastrup BK og Dragør Boldklub (DB) udsat på grund af sygdom. Så det var med spænding og forventning, at DB i lørdags, den 19. september, kunne byde velkommen til BK Skjold (Skjold).

Det viste sig hurtigt, at Skjold kom til Dragør for at svinge taktstokken. De pressede DB helt tilbage, og efter kun et minuts spil havde de første afslutning på DB-målet efter et frispark. 

Skjold fortsatte med at spille presfodbold mod DB’s mål, og efter cirka 13 min. måtte DB-keeperen, Jonathan Gudmundsson, ud i fuld længde for at redde et skud, der via stolpen gik til hjørnespark.

DB havde første chance efter cirka 23 min., og det vendte kampen en anelse. DB fik nu lagt spillet op på Skjolds banehalvdel, men der var for langt imellem afslutningerne. 

DB’s Kim Have blev den uheldige helt, da dommeren efter cirka 38 min. dømte straffespark. Det blev sikkert omsat til en 0–1-føring til Skjold.

Kort efter agerede DB’s Adrian Lillegaard redningsmand, da han med en perfekt tackling på bolden i eget straffesparksfelt forhindrede en Skjold-angribers afslutning.

DB’s bragte balance i stillingen efter 44 min. på en eminent scoring af Frederik Glendorf. »Glen« afdriblede et par mand, rykkede ind i feltet og udplacerede Skjolds målmand til 1–1.

Målet, udligningen og en kort pause gav håb om, at DB kunne vende kampen og få styr på spillet. Det var dog alligevel Skjold, som kom bedst ud af startblokken, da anden halveg gik i gang. 

DB’s Kristoffer Enoch var dog første mand med et indlæg, som Skjold parerede væk. 

Og kort efter viste Jonathan Bligaard sin styrke, da han tacklede rent på bolden, så en Skjold-spiller måtte ned og bide i græsset.

60 min. inde i kampen var DB stadig et halvt skridt efter Skjold, som havde flere nærgående afslutninger. Men Gudmundsson i DB-målet havde igen en god kamp.

Glendorf spillede sig frem i et DB-angreb efter 64 min. Han sendte en aflevering ind til en fri Kim Have, men Skjolds målmand havde læst udfaldet af hovedstødet. 

Glendorf fik et gult kort efter et ulovligt skub i ryggen på Skjolds målmand, og han måtte til afkøling i 10 min – en meget uvant situation for »Glen«.

Efter 73 min. var det Skjolds tur til at få et kort – men denne gang var det rødt. Men Skjold lod sig ikke skræmme af udvisningen, og de kom på 1–2 efter 82 min. spil. Skjold brød et DB-angreb. DB-forsvaret nåede ikke med hjem, så selv om Gudmundsson i DB-målet spillede en god kamp, var det alligevel Skjold, der trak det længste strå. 

Skjold vandt kampen 1–2 og gav DB sæsonens andet nederlag. Med nederlaget rykkede DB ned på en 4.-plads – blot et point bag nummer et i en tæt topstrid i københavnsserien.

HR

HoldKampeMålscorePoint
1FB619–513
2NB Bornholm724–1113
3Vigerslev BK616–812
4Dragør BK617–1012
5B1903 2513–411
6BK Skjold615–910
7Kastrup BK512–610
8Hvidovre IF 2611–149
9FC Udfordringen511–107
10KB 259–146
11FC Græsrødderne57–136
12Fremad Amager 255–105
13PI Fodbold56–173
14RIK64–223
15HB67–231

Kommende kampe:

Københavnsserien – ude mod B1903 2
lørdag den 26. sept. kl. 14.00
på Lyngbyvej 270

Erhvervsmæssig affotografering af Dragør Nyts annoncer og tekst er ikke tilladt.
© Copyright 2015–2024 Dragør Nyt.
Forbehold for trykfejl.

Hjemmesiden er lavet af Starco Grafisk