Vi har modtaget:

De første 100 dage

Der er nu gået cirka 100 dage, siden jeg som repræsentant for Sydamagerlisten indtrådte i Dragør Kommunalbestyrelse, Økonomiudvalget og Klima-, By- og Erhvervsudvalget. 

Selvom Sydamagerlisten har et primært politisk ønske om en sammenlægning med Tårnby Kommune, må jeg tilstå, at jeg er blevet ualmindelig godt modtaget af såvel forvaltning som af mine kommunalbestyrelseskolleger. En fin introduktion og en stor hjælpsomhed og lydhørhed.

God start

Det er sjældent, at man roser sine politiske modstandere, men det er tydeligt, at der i den nye kommunalbestyrelse – overvejende – synes at være en voksende erkendelse af, at det vil kræve hårdt arbejde, besparelser og mange kompromisser at komme helskindet igennem de næste fire år. 

Vi har et budget, som allerede nu begynder at sprække. Vi har et stigende antal børn, ældre og måske nu også ukrainske flygtninge, som budgettet ikke har taget højde for. Og vi har stadigvæk et stort efterslæb på anlægs- og vedligeholdelseskontoen.

Ikke Dragørs vej

Dragør er en perle og måske en af landets bedste kommuner at bo i. Men vi kæmper også med landets højeste udgifter per indbygger til kystsikring, vores grundvand er stærkt forurenet, og vi må nu betale til HOFOR for en ny vandledning fra Hvidovre til 70–100 mio. kr. 

Samtidig er Dragørs borgere på grund af de høje gaspriser de hårdest ramte borgere i hele Danmark rent energimæssigt. Og oveni skal vi betale næsten 10.000 kr. pr. indbygger om året til den kommunale udligningsordning. 

Samtidig går vi glip af et ø-tilskud til driften på knap 5.000 kr. pr. indbygger pr. år fra staten – et tilskud, som holder liv i de øvrige små ø-kommuner, og som for Drag-ørs vedkommende ville kunne give cirka 65 kærkommende millioner kroner per år. Nej, solidariteten går ikke vores vej for tiden.

Bredere samarbejde nødvendigt

Heldigvis har vi fået en meget kompetent, ansvarlig og hårdt arbejdende borgmester – en borgmester, som er kommet godt fra start, som arbejder for at bryde isolationen, og som erkender nødvendigheden af at indlede et tættere og bredere samarbjde med blandt andre Tårnby og de øvrige hovedstadskommuner. Og som er gået i en tæt dialog med Sund & Bælt om mulighederne for en fælles kystsikring. 

Et større og bredere samarbejde er en nødvendighed. Især for en lille og sårbar kommune som Dragør. 

Dragørs overlevelse

Dragør har gennem årene løbende måttet give afkald på egen vandforsyning, eget beredskab, egen affaldsbehandling, egen handicapservice og eget miljøtilsyn. 

Det er med årene blevet betydeligt mere kompliceret at drive en kommune. 

Vi har et hårdt presset budget på næsten en mia. kr., og vi eksisterer kun som selvstændig kommune på dispensation fra Indenrigsministeriet. 

De næste fire år vil vise, om det giver mening at fortsætte som selvstændig kommune med eget rådhus. 

Vi befinder os på en brændende platform, og spørgsmålet er, om vi – trods hårdt arbejde og som landets mindste landfaste kommune – må kaste håndklædet i ringen og lade os sammenlægge med Tårnby Kommune. 

For mange Dragør-borgere er det en næsten ubærlig tanke, men et skridt, som 66 andre små kommuner måtte tage i 2007, og som sikrede borgerne en bedre økonomi og et højere kompetenceniveau. 

For Sydamagerlisten er der ingen tvivl om, at det vil ske før eller siden. Men vi vil arbejde hårdt for, at Dragør de næste fire år fortsat vil være en af landets bedste steder at bo.

Med venlig hilsen
Flemming Blønd
Kommunalbestyrelsesmedlem for Sydamagerlisten

Vi har modtaget: Dagplejen – den skal vi værne om

Nicolaj Bertel Riber (A) – viceborgmester og kommunalbestyrelsens repræsentant i Dagplejens forældrebestyrelse har indsendt et debatindlæg om Dagplejen i...

Vi har modtaget: Parkeringspladser

Konservatives medlemmer af kommunal­bestyrelsen samt Klima-, By- og Erhvervsudvalget, Mia Tang og Martin Wood Pedersen, har indsendt et debatindlæg...

Vi har modtaget: Tre positive nyheder på børneområdet

Konservatives medlemmer af Børne-, Fritids- og Kulturudvalget, Theis Guldbech, Mia Tang og Trine Søe har indsendt et debatindlæg om...

Erhvervsmæssig affotografering af Dragør Nyts annoncer og tekst er ikke tilladt.
© Copyright 2015–2024 Dragør Nyt.
Forbehold for trykfejl.

Hjemmesiden er lavet af Starco Grafisk