De lukkede restauranter lægger planer

Lige nu er restaurationerne lukket, og usikkerheden råder. Men nedlukningen bruges også til at lægge planer for fremtiden – på den anden side af coronakrisen

Af Birgit Buddegård

Normalt ville påskefrokoster, konfirmationsfester og udendørs caféliv være i fuld gang, men sådan er det ikke. Regeringen har lukket Danmark ned – og det rammer restauranter og caféer hårdt. Dragør Nyt har talt med en række af Dragørs restauranter, der har måtte aflyse planlagte arrangementer, om, hvordan de klarer udfordringerne.

Skæbnen for årets havnefest er endnu ukendt. Arkivfoto: TorbenStender.
Skæbnen for årets havnefest er endnu ukendt. Arkivfoto: Torben Stender.

Dragør Strandhotel

Philip Helgstrand, Dragør Strandhotel, fortæller, at de flytter mange selskaber – herunder konfirmationer – til efteråret. Så snart det igen bliver tilladt at holde åbent, er man klar til at åbne restaurant og café – også med eventuelle restriktioner om god plads mellem bordene.

Og så planlægger strandhotellet at afholde specialarrangementer, såsom gourmetaftener, aftener med skaldyr og andre aftener med vildt.

Philip Helgstrand har i flere år arrangeret Dragør Havnefesten i august, men den ligger og venter, lyder det fra ham. Den slags arrangementer med koncert og mange mennesker, er jo nok det, der senest bliver givet tilladelse til, konstaterer han, der også fortæller, at de sponsorer, som havnefesten er afhængig af, også har det svært. 

Dragør Badehotel

Dragør Badehotel oplyser, at coronakrisen har betydet mange aflysninger, men en del selskaber er flyttet – for eksempel konfirmationerne, der nu finder sted i august eller september.

Og der er mange planer – blandt andet om fredagsbar og enkle musikarrangementer foruden naturligvis det normale restaurationsliv med frokost- og aftenservering. 

I sidste uge blev der også flagret på Beghuset. Foto: Torben Stender.
I sidste uge blev der også flagret på Beghuset. Foto: Torben Stender.

Restaurant Beghuset

Charlotte Gravenhorst fra Restaurant Beghuset fortæller, at de har lavet nye aftaler med de kunstnere, der var programsat under konceptet Gå i byen i din by.

Også en julekoncert med Anders Blichfeldt er på plads – den er endnu ikke sat til salg, men datoen er fastsat. Anders Blichfeldt, der ellers mest spiller store koncerter, er så glad for Dragør, at han har lovet at lave en julekoncert specielt tilpasset til Dragør. Charlotte Gravenhorst fortæller, at kunstnerne i øvrigt altid roser publikum herude – de er gode at optræde for. 

Charlotte og Kim Gravenhorst bruger i øvrigt nedlukningen til at arbejde med nye retter – ligesom de planlægger en markering af deres 30-års-jubilæum i år.

Dragør Fort

Torben Bødtker, Dragør Fort, der bruger nedlukningen til at få klargjort lokalerne til sæsonen, fortæller, at han netop nu er ved at udarbejde planer for forårs- og sommersæsonen. De foreligger endnu ikke i konkret form, men han lover, der vil være spændende og hyggelige tiltag at finde på fortet, når det igen er muligt at lukke op for servering. 

Café Espersen

Hos Cafe Espersen på havnen fortæller Brian Espersen, at man p.t. afventer situationen og myndighedernes oplysninger om, hvornår der kan åbnnes op igen. Det er håbet, at man til sommer kan gennemføre de sædvanlige festlige aftener med levende musik.

Arkivfoto: Torben Stender.
Arkivfoto: Torben Stender.

Erhvervsmæssig affotografering af Dragør Nyts annoncer og tekst er ikke tilladt.
© Copyright 2015–2024 Dragør Nyt.
Forbehold for trykfejl.

Hjemmesiden er lavet af Starco Grafisk