Debut på største scene

Christian Rasmussen deltog i weekenden for første gang i et rigtigt IndyCar-løb

Det var både nye navne og gamle kendinge i feltet, da Christian Rasmussen, søndag den 10. marts, for første gang skulle køre IndyCar-løb. Flere af de gamle modstandere fra de seneste sæsoner i »Road to Indy«-serien havde også fundet vej til de hurtigste biler. Og blandt modstanderne kunne man endda også finde en anden dansker – nemlig Christian Lundgaard, som har kørt i serien et par år.

Ud over at bilerne kører hurtigere, er løbene i IndyCar også noget længere. Feltet skulle på søndagens løb fuldføre 100 omgange på den 2,9 km lange gadebane i St. Petersburg i Florida. Og løbets længde sætter også nye krav til holdenes færdigheder i forbindelse med pitstop.

Christian Rasmussen i sin Indy-racerbil med nummer 20. Foto: James Black.
Christian Rasmussen i sin Indy-racerbil med nummer 20. Foto: James Black.

Hurtige modstandere

Ved træningen fredag var Christian Rasmussens bedste omgangstid et sekund langsommere, end svenske Felix Rosenquist, der satte bedste omgangstid. Et sekund lyder måske ikke voldsomt, men hele feltet er så tæt, at det alligevel kun rakte til en 19.-plads.

Selvom Christian Rasmussen forbedrede tiderne ved træningen lørdag, sluttede han kun som nummer 11 i sin kvalifikationsgruppe og gik dermed ikke videre til anden kvalifikationsrunde.

Christian Rasmussen fik startplads nummer 21 i feltet på 27 biler, mens holdkammeraten i Ed Carpenter Racings anden bil, Rinus VeeKay, kvalificerede sig som nummer syv,

Løbets anden dansker, Christian Lundgaard startede søndagens løb som nummer 12.

Hurtigst kvalifikationen var Josef Newgarden, som vandt løbet i St. Petersburg i 2019. Felix Rosenqvist og Pato O’Ward blev henholdsvis nummer to og tre.

Nervepirrende start

Det blev ikke den bedste start på løbet for de to danske kørere søndag.

Dramaet omkring Christian Rasmussen begyndte allerede før starten af løbet. Han kunne nemlig ikke få gang i sin bil, da feltet skulle rulle ud til start. Han fik dog gang i bilen, men kom til at starte løbet helt bagerst.

Lundgaard kom fint fra start, men også hans held var udfordret, og det slap hurtigt op. På løbets første omgang snittede en anden hans bagdæk, som punkterede, og Lundgaard måtte en tur i pit.

Det uplanlagte pitstop gav Lundgaard mulighed for at følge en alternativ pit-strategi. Det bragte ham da også for en stund op på en samlet 1.-plads i løbet – men den varede ikke ved. Efter syv omgange i front måtte Christian Lundgaard i pit en gang mere, og han faldt her tilbage på en 20.-plads – som også blev hans endelige resultat.

Christian Rasmussen forblev relativt anonym løbet igennem. Problemerne med bilen fortsatte efter start. Han sluttede lige bag sin danske kammerat Christian Lundgaard som nummer 21.

Christian Rasmussen fra Drag­ør får debut i IndyCar-serien. Foto: Joe Skibinski.
Christian Rasmussen fra Drag­ør får debut i IndyCar-serien. Foto: Joe Skibinski.

I den anden ende af feltet lykkedes det for Josef Newgarden at holde fast i føringen efter starten (altså bortset fra den perioden af løbet hvor Lund-gaard med sin pitstopstrategi stjal 1.-pladsen).

Amerikanske Josef Newgarden kørte forbi det ternede flag hele 7,9 sekunder før Pato O’Ward, der blev nummer to. Scott McLaughlin kom i mål som nummer tre, og længere nede i feltet kom Christian Rasmussens holdkammerat Rinus VeeKay over målstregen på 10.-pladsen.

Snart mulighed igen

Trods ærgrelse over de tekniske problemer var Christian Rasmussen stolt over IndyCar-debuten.

De to danskere – og resten af IndyCar-feltet – får lov til at konkurrere igen allerede søndag den 24. marts, hvor der køres »$1 million challenge« på The Thermal Club i det sydlige Californien.

TM

Erhvervsmæssig affotografering af Dragør Nyts annoncer og tekst er ikke tilladt.
© Copyright 2015–2024 Dragør Nyt.
Forbehold for trykfejl.

Hjemmesiden er lavet af Starco Grafisk