Sanne Rasmussen, der de kommende to uger udstiller på Drag­ør Havnegalleri.
Sanne Rasmussen, der de kommende to uger udstiller på Drag­ør Havnegalleri.

Udstilling i Dragør Havnegalleri

Fra mandag den 15. august til og med søndag den 28. august udstiller Sanne Rasmussen malerier i Dragør Havnegalleri, Strandlinien 17.

Sanne Rasmussen kommer fra Køge, hvor hun har sit atelier.

I egne små cirkler lever mennesker på caféer med deres laptops og mobiltelefoner opslugt i en verden, hvor de online dokumenterer deres lykkelige liv på sociale medier – og alligevel føler rigtig mange af dem sig ensomme og alene. Det er i denne måde at leve bylivet på, at Sanne Rasmussen finder inspiration til sine hverdagsbilleder. Selv fandt hun en ny vej i livet: Kunsten greb hende – og har beriget hendes liv på en måde, hun kalder fantastisk og nærværende – en måde, hvor hun har fundet sin egen melodi i form, farve, komposition, motiv, fortælling og det maleriske udtryk. Man kan ane en sammenhæng imellem Sanne Rasmussens egen historie og liv og de mennesker, hun portrætterer, og hvis liv, hun skildrer på lærredet. Hun skaber et rum for refleksion og fordybelse – og til at opleve en anden mening omkring livet.

Byens liv folder sig ud for hende og giver hende så mange oplevelser, som, hun føler, hun bare må male og fortolke. Hun skaber en genkendelig virkelighed med en fornyet og forfriskende opmærksomhed. Billedsproget, der både er spændende og interessant, viser en kunstner, der forstår at skabe balance i det udtrykte, og som med opmærksom betragtning af de nære omgivelser lader sig inspirere ud fra en observation af mennesker i en metropolisk verden.

Sanne Rasmussens persongalleri optræder i flere af udtrykkene distanceret for beskureren – malet med ansigtet skjult eller med rygvendt positur skærpes ens opmærksomhed omkring dem på en anden måde, og kontrasterne, der forbindes af livsnydelse og melankoli og af styrke og atmosfære gemt mellem linjer og former, bliver sanselige og tankevækkende.

Sanne Rasmussen har igennem de seneste ti år med udstillinger i både Danmark og i udlandet – London, Lissabon, Mulhouse, Luxembourg, Paris, Milano og New York – opbygget et omfattende cv.

Der holdes under Sanne Rasmussens udstilling åbent i galleriet alle dage fra kl. 11–17, hvor kunstneren selv vil være til stede – og dertil vil der på selve åbningsdagen for udstillingen, mandag den 15. august, være kaffe og kage fra kl. 14.

Intuitive akvarelfortællinger

Frem til og med søndag den 15. august kan man endnu nå at se Mette Hansgaards og Susanne Almquists udstilling Intuitive akvarelfortællinger – åbningstiden for denne er i dag og i morgen fra kl. 13–17 samt fredag til søndag fra kl. 11–16.

Mette Hansgaard og Susanne Almquist afholdt onsdag den 3. august fernisering i Dragør Havnegalleri. Deres udstilling kan ses frem til den 15. august. Foto: TorbenStender.
Mette Hansgaard og Susanne Almquist afholdt onsdag den 3. august fernisering i Dragør Havnegalleri. Deres udstilling kan ses frem til den 15. august. Foto: TorbenStender.

Erhvervsmæssig affotografering af Dragør Nyts annoncer og tekst er ikke tilladt.
© Copyright 2015–2024 Dragør Nyt.
Forbehold for trykfejl.

Hjemmesiden er lavet af Starco Grafisk