Dragør ønsker ydre digeløsning

Amager skal ikke klippes over i to halvdele, hvis det står til Dragør Kommune

Et stort flertal i Dragør Kommunalbestyrelse besluttede torsdag den 22. juni at sende en alternativ linjeføring til statens arbejdsgruppe. 

Med den alternative linjeføring vil diget også beskytte Dragør Kommune.

Fuldgyldigt medlem 

Dragør Kommune har meldt sig ind som fuldgyldigt medlem i statens arbejdsgruppe, som er i gang med at undersøge, hvordan hovedstaden kan beskyttes mod fremtidens stormfloder og stigende havvand. 

Til dette arbejde har kommunalbestyrelsen nu bevilget 750.000 kr., som skal gå til at undersøge alternative linjeføringer end et dige, der går bag om Dragør Kommune.

»Vi har meldt os ind i statens arbejdsgruppe, fordi vi er dybt bekymrede for, at staten ellers vil efterlade Dragør på perronen, når fremtidens digeløsninger skal besluttes. Det går ikke,« siger borgmester Kenneth Gøtterup.

De foreløbige streger

I det statslige arbejde med »Forundersøgelse for stormflodsplan for København« er der sat nogle foreløbige streger på et kort. Den basale linjeføring, der er foreslået, går bag om Dragør som en forlængelse af Ullerupdiget og Vestamagerdiget til Kastrup Halvø på lufthavnens arealer. 

Derudover er der tegnet to alternativer til denne linjeføring, der i forskelligt omfang tager Dragør med.

»Det kan vi ikke leve med, og jeg ser det som rettidigt omhu, at vi melder klart ud til staten. Vi må have undersøgt en linjeføring, som ikke klipper Amager over i to halvdele, hvor vi er så uheldige at ligge på den forkerte side – overladt til os selv og vandmasserne,« forklarer Kenneth Gøtterup.

Borgmesteren er glad for, at et stort flertal i Dragør Kommunalbestyrelse er enige om at sende et konkret ønske om en linjeføring for et dige, som beskytter borgernes og samfundets værdier i Dragør Kommune.

Ydre digeløsning 

Beslutningen går på at have en ydre digeløsning med i det statslige arbejde, svarende til en ydre linjeføring af diget fra Dragør Nordstrand til og med Søvang. Derefter tilsluttes linjeføringen Ullerupdiget – f.eks. via de statslige arealer langs Fasanstien eller alternativt med en mere direkte linje-føring.

I Dragørs lokale kystbeskyttelsesprojekt svarer det til, at delstrækningerne 1 til 4 (fra Dragør Nordstrand til Søvang) skal matche statens krav om et højt sikringsniveau.

På strækningerne Sydvestpynten og Kongelunden (delstrækning 5 og 6) går beslutningen på at fastholde sikringsniveauet med en beskyttelse til en 100-årshændelse frem mod 2050 og med perspektiv til 2100.

»Jeg forventer, at vores bidrag på 750.000 kr. til statens forundersøgelse af, hvordan hovedstaden beskyttes mod vand, vil være givet godt ud. Samtidig bidrager vi med alle vores hidtidige undersøgelser og analyser, da vi jo har erkendt nødvendigheden og dermed været i gang med vores lokale kystbeskyttelsesprojekt i lang tid,« slutter borgmesteren.

Tidsplan 

Arbejdet i statens arbejdsgruppe er i fuld gang og foregår frem til sommeren 2024. 

Herefter forventes en politisk behandling i regering og kommuner i andet halvår af 2024.

Det stemmer tidsmæssigt overens med Dragør Kommunes egen plan for projektmodning og realisering af digeløsning for Søvang, Kongelunden og Sydvestpynten, som blev vedtaget af kommunalbestyrelsen tidligere på året – den 27. april.

Med kommunalbestyrelsens beslutning indgår Dragør Kommune nu fuldt i statens arbejdsgruppe, der undersøger kystsikringsmulighederne i hovedstadsområdet.
Med kommunalbestyrelsens beslutning indgår Dragør Kommune nu fuldt i statens arbejdsgruppe, der undersøger kystsikringsmulighederne i hovedstadsområdet.

Erhvervsmæssig affotografering af Dragør Nyts annoncer og tekst er ikke tilladt.
© Copyright 2015–2024 Dragør Nyt.
Forbehold for trykfejl.

Hjemmesiden er lavet af Starco Grafisk