Borgmester Eik Dahl Bidstrup, V.
Borgmester Eik Dahl Bidstrup, V.

Dragør skal have ny borgmester

Borgmester Eik Dahl Bidstrup har valgt at stille op til posten som formand for Krifa

Til efteråret går hele landet til kommunalvalg. I Dragør er der på forhånd lagt op til en åben og spændende valgkamp – og sammensætningen i kommunalbestyrelsen har gennem mange år betydet, at det afgørende flertal og konstitueringen som regel først er faldet på plads efter lange forhandlinger. 

En ting står imidlertid helt klart allerede nu: Dragør får en ny borgmester. Eik Dahl Bidstrup, der har beklædt posten siden valget i 2013, har nemlig meddelt, at han pr. 1. juni 2021 agter at skifte borgmesterposten ud med formandsposten for Kristelig Fagbevægelse, Krifa. Beslutningen skal dog vedtages på Krifas repræsentantskabsmøde den 28. maj – Eik Dahl Bidstrup er imidlertid indstillet af en enig hovedbestyrelse – og er eneste kandidat.

Bliver Eik Dahl Bidstrup valgt, betyder det i praksis, at kommunalbestyrelsen senest fra den 1. juni skal finde en ny borgmester, der således skal varetage posten de resterende syv måneder af valgperioden – og altså i selve valgkampen.

Bag den nuværende konstituering står fire af kommunalbestyrelsens fem lister – og hvordan man løser denne opgave, må den kommende tid vise. Samtidig skal partiet Venstre, som Eik Dahl Bidstrup repræsenterer, også have ny spidskandidat.

Til Drag-ør Nyt fortæller en både rørt og glad Eik Dahl Bidstrup, at det har været en både let og svær beslutning. Han betegner den nye stilling som et drømmejob – men betoner også, at oplevelserne som borgmester i Drag-ør i de seneste syv år har været et unikt privilegium, der har givet ham uvurderlige oplevelser og erfaringer – og han er dybt taknemmelig over og fuld af respekt for den tillid, borgerne har givet ham. 

Samtidig udtrykker Eik Dahl Bidstrup stor glæde over, at han kan forlade borgmesterposten på et tidspunkt, hvor kommunen er i god gænge. Han fremhæver især, at ikke bare har man styr på økonomien – han oplever, at man i dag i kommunalbestyrelsen har et meget velfungerende samarbejde, som han har været særdeles taknemmelig for under det seneste års coronakrise.

Borgmesteren har i forbindelse med offentliggørelsen af sin beslutning skrevet et personligt indlæg.

HAS

Kære borgere i Dragør

Dette indlæg skriver jeg med blandede følelser, da jeg vil meddele, at jeg har valgt at stille op til formandsposten i Krifa (Kristelig Fagbevægelse). Jeg er indstillet som formandskandidat af en enig hovedbestyrelse. Efter deadline for opstilling af kandidater er jeg den eneste kandidat opstillet.

Efter 20 år med Søren Fibiger Olesen i front skal Krifas repræsentantskab og hovedbestyrelse vælge ny formand. Det sker på Krifas repræsentantskabsmøde den 28. maj 2021. 

Dette betyder samtidigt, at hvis jeg bliver valgt til formand, vil jeg stoppe som borgmester i Dragør senest den 1. juni 2021 og dermed heller ikke stille op til kommunalvalget her sidst på året.

Jeg har i de seneste seks år siddet i Krifas Advisory Board for God Arbejdslyst, hvor meningsdannere og eksperter har bidraget med input og viden til Krifas trivselsarbejde. Det har betydet, at jeg har kunnet følge denne spændende organisation og deres samarbejdspartnere tæt.

Krifa er med sine cirka 190.000 medlemmer Danmarks fjerdestørste fagforening. Og fagbevægelsen har i de senere år været i en proces, hvor man i stigende grad ser sig som en »god arbejdslyst bevægelse«. Den dagsorden synes jeg er vildt spændende. Tænk sig at kunne arbejde for at danskerne skal have en større grad af arbejdslyst og trivsel på deres arbejdspladser!

Igennem de sidste syv år har jeg som borgmester arbejdet med nogle af de mest spændende mennesker, jeg har mødt. Glæden ved at lære de mange borgere at kende og være i god dialog med jer, forvaltningen, lokalpolitikere og landspolitikere er oplevelser, jeg vil huske for evigt.

At have stået i spidsen for store projekter såsom en ny svømmehal, renovering af Hollænderhallen, tilbygninger og udearealer på skolerne, et megastort kystsikringsprojekt samt de først skridt på en havneudvikling er jeg dybt taknemmelig over. Og selvfølgelig også de mange uformelle og formelle møder med jer alle sammen. Det har givet mig dyrebare erfaringer, som jeg håber at kunne tage med mig ind i nye opgaver. 

Den næste tid handler om at forberede både mig selv, men også Dragør Kommune på en ny tid. At få afhændet og færdiggjort nogle ting samt at drømme om og planlægge for nye tider.

Med venlig hilsen
Eik Dahl Bidstrup
Borgmester

Erhvervsmæssig affotografering af Dragør Nyts annoncer og tekst er ikke tilladt.
© Copyright 2015–2024 Dragør Nyt.
Forbehold for trykfejl.

Hjemmesiden er lavet af Starco Grafisk