Dragør undgik nedlukning

Smitten kom under kontrol, og alle de af kommunalbestyrelsen indførte restriktioner for at undgå nedlukning er nu igen fjernet

Af Birgit Buddegård

Efter at først kommunen og siden Dragør Sogn i et stykke tid var i fare for nedlukning på grund af høje incidenstal, kunne en enig kommunalbestyrelse på et ekstraordinært møde i sidste uge beslutte, at alle de indførte restriktioner i Dragør kunne ophæves fra i fredags, den 11. juni.

Borgmester Helle Barth, V, glæder sig over, at smittetallene er faldet så meget, og kalder det på kommunens hjemmeside for et resultat af den gode og store indsats, som borgerne i Dragør Kommune har ydet.

Alle tilbud er igen åbne i Dragør, og sæsonen i svømmehallen er forlænget, så der er åbent for offentlig svømning til og med fredag den 2. juli. 

Restriktioner på vej ud

Regeringen og Folketinget har forhandlet en aftale om genåbning på plads, og de fleste restriktioner er ophævet fra i mandags. 

Hverdagen er således på vej tilbage, og ikke mindst udfasningen af krav om mundbind eller visir har vakt glæde. Fra i mandags, den 14. juni, er det nemlig kun få steder, at der er krav om mundbind – og fra 1. september udfases kravet helt.

Åbningstider for restaurationslivet udvides fra klokken 22 til 24, og torsdag den 15. juli udvides åbningstiden yderligere til klokken 02.00.

Den 1. juli ophæves arealkrav og afstandsanbefalinger for serveringssteder, hvor folk i det væsentlige sidder ned, og gyldigheden af negative PCR-tests ændres fra 72 til 96 timer.

Det er altså ikke længere nødvendigt at bære mundbind, når man går i butikker, og fra den 1. august lempes arealkravet i butikkerne til to kvadratmeter pr. person. Den 1. september ophæves arealkravet og kravet om ensretning i alle butikker.

Sommeren hjælper

Der er gået 15 måneder, siden Danmark første gang lukkede ned, men nu har landet altså en relativt detaljeret plan for, hvordan restriktionerne, der skulle bekæmpe den usynlige fjende, kan fjernes igen.

Der er kontrol med smitten i Danmark. Mange er nu blevet vaccineret eller bliver det inden for kort tid, og sommeren hjælper også til – både med varme og udendørsliv. Men da befolkningen fortsat ikke har flokimmunitet, og virussen er muteret til ekstra smitsomme varianter, skal muligheden for lokal nedlukning – som heldigvis ikke blev nødvendig i Dragør – samt hurtig smitteopsporing sikre, at der ikke opstår ukontrolleret spredning af covid-19.

Men nye smittebølger kan ramme, lyder det fra Verdenssundhedsorganisationen WHO, så det er derfor vigtigt, at man husker fortsat at passe godt på hinanden og vaske eller spritte hænderne af. 

Yderligere information på: www.dragoer.dk

Erhvervsmæssig affotografering af Dragør Nyts annoncer og tekst er ikke tilladt.
© Copyright 2015–2024 Dragør Nyt.
Forbehold for trykfejl.

Hjemmesiden er lavet af Starco Grafisk