De mange plankeværker og stakitter er et særligt karakteristisk træk ved den gamle by. I sejlskibstiden blev hegn udformet med stor snedkerglæde med høvlede brædder, affaset i kanten eller mere fint med profilering med staf (afrundet halvcirkel kantprofil). Og håndværkskulturen findes stadig i dag i træhåndværket med plankeværker, stakitter og skure.
Social funktion
Det er interessant, at hegnene foruden ejendommens afgrænsning også havde en social funktion. Højden af plankeværket var afpasset, så der var visuel kontakt mellem den private have og det offentlige gaderum.
I husene kunne man fra vinduet følge med i, hvad der skete på ude gaden og omvendt. Ligesådan i dag, hvor man kan skæve diskret ind over plankeværket og omvendt – ja, måske ligefrem få en snak over plankeværket. Man er altså på den ene side med til at videreføre en fællesskabskultur. På den anden side fordrer det, at man respekterer ønsket om privatliv og begrænser sin glolyst.
Den kulturtradition, som plankeværker og stakitter udgør, er fulgt op i den bevarende Lokalplan 25, som gælder for den gamle bydel. Planen foreskriver, at plankeværker ud mod offentlige arealer i højden maksimalt må være 160 cm, og for stakitter er foreskriften maksimalt 110 cm. En særlig variant er plankeværket med overstakit, hvor man kan kigge igennem øverste del.
Der er i lokalplanen en fin anvisning på, hvordan plankeværker og stakitter bør udformes.
I dag er plankeværkerne flere steder opført så høje, at relationen mellem gårdhave og gaderum går tabt. Det giver måske nok følelse af mere privathed, men det gør også gårdhaven mørkere og mere indeklemt. Og bymiljøet bliver lidt mere kedeligt at gå rundt i.
Så hvis du skal udskifte eller lave nyt plankeværk eller stakit, så husk på Dragør-traditionen med kigget over plankeværket.
Med venlig hilsen
Jan Engell
Byplanarkitekt
Magstræde 4
