Film i Dragør Bio

Der er dansk, romantiske komedie på programmet, når »Tag min hånd« vises onsdag den 2. februar kl. 20, torsdag den 3. februar kl. 17, fredag den 4. februar kl. 17.30, lørdag den 5. februar kl. 16 samt søndag den 6. februar kl. 16.30. Filmen er en del af Biografklub Danmark.

Familiefilmen »Clifford – den store røde hund« vises søndag den 6. februar kl. 14.

Danmarkspremierer

Der er ikke mindre end to danmarkspremierefilm på plakaten i Dragør Bio:

Torsdag den 3. februar kl. 20 er der premiere på den danske komedie »Vildmænd«. Filmen vises igen fredag den 4. og lørdag den 5. februar kl. 20, søndag den 6. februar kl. 19 samt i perioden mandag den 7. til torsdag den 10. februar kl. 20.

Og torsdag den 10. februar kl. 17 er der premiere på den danske familiefilm »Robotbror«. 

Tag min hånd

For Maja – hovedpersonen i filmen Tag min hånd, kører alt på skinner. Hun står foran forfremmelse til overlæge og bor sammen med sin mand, Claes, og teenagesønnen, Magnus, i et skønt hus, der snart får en flot, dyr tilbygning. Det kommer derfor som et chok, da Claes meddeler, at han vil skilles, og foreslår, at Maja lige logger ind på borgerservice.dk og vælger rubrikken straksskilsmisse. 

Den tryghedselskende Maja, der er i frit fald, forsøger febrilsk at genvinde styringen over sit liv. Hun kaster sig ud på den gyngende grund, hvor der ud over en skrantende økonomi også skal håndteres en 20 år yngre elsker og en teenagesøn i problemer.

Filmen er en lun, varm og tankevækkende romantisk komedie, der omhandler det drama, der følger med, når man pludseligt får vendt sin forestilling om kærlighed og opfattelse af meningen med livet på hovedet.

»Tag min hånd«.
»Tag min hånd«.
»Clifford – den store røde hund«.
»Clifford – den store røde hund«.

Clifford – Den store, røde hund

Hvem har ikke drømt om at have en hundeven, måske en stor en – så stor, at man kunne ride på den? 

I hvert fald har Emily Elizabeth det ikke særlig nemt på sin nye skole, hvor de andre piger driller den ikke særlig store pige, der ovenikøbet ikke har så velhavende en familie, som de andre. 

Emilys mor bliver endda nødt til at tage udenbys med jobbet, og så hænger Emily på onkel Casey. 

Onkel Casey er heldigvis ikke så svær at overtale, for eksempel da de kommer forbi et telt i parken, hvor de giver kæledyr væk til folk, der vil tage sig af dem. Forudsat, siger onkel Casey, at hun under ingen omstændigheder får et med hjem. Men ejeren, Mr. Bridwell, har andre planer, og pludselig opdager Emily og hendes onkel, at hun har fået en lille, rød hundehvalp med hjem i tasken.

Emily overtaler onkel Casey til, at hvalpen kan blive natten over. For blot at vågne op til en meget stor overraskelse – en tre meter høj, rød hund.

At aflevere hunden igen er måske de tos mindste problem, og inden de når så langt, skal de først skjule Clifford – som de kalder hunden – for både en sur vicevært og en grisk forretningsmand, der vil eksperimentere med den store røde hund for at finde ud af, hvordan man kan lave superfoder, der gør dyr så store.

Selv ikke i New York – the Big Apple – er det nemt at skjule en så stor og rød hund.

»Clifford – Den store, røde hund« er en elsket børnebogsfigur skabt af Norman Bridwell.

I instruktør Walt Beckers version af historien handler det om at tro lidt på magi og at finde styrken i sig selv, også selv om man er en pige på 12 år, der har det svært med kammeraterne – og altsammen fortælles med humor og situationskomik for alle aldre.

»Vildmænd«.
»Vildmænd«.

Vildmænd

Martin er skredet fra det hele. Han er rejst til Norge for at bo i naturen og jage sin egen føde, som var han en rigtig vildmand. 

Da hashsmugleren Musa pludseligt dukker op nær hans lejr – blødende og forslået efter et biluheld, bliver Martins selvrealiseringsprojekt vendt på hovedet. Snart er det umage makkerpar på flugt gennem barske fjelde med norsk politi, Musas rivaler og Martins intetanende hustru lige i hælene.

»Robotbror«.
»Robotbror«.

Robotbror

I en nær fremtid er klimaproblemerne løst. Alt er lyst og grønt og dejligt – og alle børn har tilmed deres egne menneskelignende robotter, der følger dem rundt som personlige assistenter. 

11-årige Alberte har til gengæld en virkelig forældet én af slagsen – Robbi, som mest af alt ligner en forvokset bamse. Og hun føler sig udenfor af samme grund. 

Albertes popularitet vender, da hun i fødselsdagsgave får den nyeste humanoid--model på markedet. Ind træder Konrad, den mest livagtige robot, der nogensinde er set. Han ligner faktisk 1:1 et menneskebarn. 

Efterhånden begynder Alberte at føle en ægte forbindelse til Konrad – men kan man overhovedet være venner med en robot?

Erhvervsmæssig affotografering af Dragør Nyts annoncer og tekst er ikke tilladt.
© Copyright 2015–2024 Dragør Nyt.
Forbehold for trykfejl.

Hjemmesiden er lavet af Starco Grafisk