Hver anden torsdag lægger strandhotellet hus til Rotary Drag­ørs møde med middag og foredrag.
Hver anden torsdag lægger strandhotellet hus til Rotary Drag­ørs møde med middag og foredrag.
Fokus på foreningslivet i Dragør:

En lille klub med stor indflydelse

Af Rasmus Mark Petersen

I en hyggelig samtale med Mette Lønstrup, der er præsident for Dragør Rotary Klub, giver hun et indblik i klubbens aktiviteter, dens rolle i samfundet og de udfordringer, den står over for.

Dragør Rotary Klub er en lille, men aktiv klub, der består af omkring tyve aktive medlemmer. Den har oplevet en positiv vækst med tilføjelsen af nye medlemmer, især dem, der stadig er erhvervsaktive. Det er dog ikke et krav, at man er selvstændig, som er en gængs misforståelse. 

»Vi vil gerne have nogle lidt yngre ind,« siger Mette Lønstrup, der understreger vigtigheden af at tiltrække en bred vifte af medlemmer.

Klubbens aktiviteter hviler på tre søjler: netværk, velgørenhed og ungdomsudveksling.

I bod på Drag­ør Julemarked er udvekslingsstudenter med til selv at skabe kapital til næste udveksling.
I bod på Drag­ør Julemarked er udvekslingsstudenter med til selv at skabe kapital til næste udveksling.

Ungdomsudveksling

Den sidste søjle er en særlig passion for Lønstrup, der også er ansvarlig for området. Hvert år sender klubben en ung person, typisk efter 9. klasse, ud i verden – og modtager en udvekslingsstudent fra et andet sted i verden.

Udvekslingsstudenten bor hos tre værtsfamilier i løbet af året og går på Øresunds Gymnasium.

De unge mennesker, der deltager i programmet, kommer fra forskellige baggrunde og er ikke nødvendigvis børn af Rotary-medlemmer.

»Det er en bred misforståelse, at det kun er børn af Rotary-forældre, vi sender ud. Alle kan søge,« siger Lønstrup.

Børn til hele verden

De destinationer, hvor de danske unge kan komme hen, er mange og varierede.

»Jeg har haft flere i Brasilien og i Japan, Argentina og Mexico. Om kort tid sender vi Filippa til Mexico et år og modtager Alejandra, som også kommer fra Mexico,« fortæller hun.

At komme langt hjemmefra i et år giver de unge en mulighed for at opleve forskellige kulturer, lære nye sprog og udvikle en global forståelse. Under deres ophold bor de unge hos værtsfamilier, som giver dem en autentisk oplevelse af det lokale liv.

Værtsfamilierne er ofte dem, der sender deres egne børn ud.

Bod på julemarkedet

Udvekslingen er en mulighed for unge mennesker til at vokse personligt og kulturelt, og samtidig er det en vigtig del af klubbens mission om at skabe en bedre verden gennem forståelse og venskab på tværs af grænser.

»Det giver stor tilfredsstillelse at se glæden og den udvikling et år på egne ben giver de unge,« siger Lønstrup.

Finansieringen af programmet kommer fra forskellige kilder, herunder klubbens årlige bod på julemarkedet.

»Der er fiskedam for børn, men præmier hver gang og tombola til de større. Næsten alle præmierne bliver doneret af byens butikker – og hele overskuddet går ubeskåret til vores ungdomsudvekslingsprogram, som er en tung post i en lille klubs budget. Juleboden er et stort bidrag til, at vi kan finansiere vores udvekslingsprogram,« forklarer hun.

Rødder i USA

Foreningens penge bliver også brugt til velgørenhed. Det er en af de centrale søjler i Dragør Rotary Klub, og fokusset på velgørenhed afslører også bevægelsens rødder på den anden side af Atlanten.

»Velgørenhed er jo kæmpe stort i USA. Der har de jo nærmest en social funktion, hvor man kan sige, at vores samfund jo ikke på samme måde er bygget på velgørenhed. Men der er gang i mange ting og mange forskellige projekter,« forklarer Mette Lønstrup.

Medlemmerne af klubben er engagerede både lokalt og internationalt for at hjælpe dem, der har mest brug for det.

Nødhjælp

Et af de mest bemærkelsesværdige projekter, klubben har støttet, er ShelterBox – en international nødhjælpsorganisation, der leverer nødhjælpsudstyr i form af en boks til mennesker, der er blevet ramt af en naturkatastrofe eller konflikt.

»Da der var jordskælv i Tyrkiet, hjalp vi. Og det samme med de ukrainske flygtninge. Så vi kan sige, vi hjælper lidt, når der sker nogle større ting,« forklarer Lønstrup beskedent.

Iværksætterkonkurrence for kommunens skoleelever.
Iværksætterkonkurrence for kommunens skoleelever.

Lokalt er Rotary også involveret i en række projekter. Et af disse er skolernes iværksætterkonkurrence, som klubben arrangerer i et samarbejde mellem Dragør-skolernes 6.-klasser og lokale iværksættere.

På et kickoffmøde orienteres eleverne om konkurrencen, designtænkning, iværksætteri og Rotary.

Et dommerpanel vælger det mest innovative projekt, og der er en pengegave til klassekassen og diplomer til de tre vinderhold – og ikke mindst gravering i vandrepokalen.

Et stærkt netværk

Dragør Rotary Klub er mere end bare en samling af individer; det er et netværk af engagerede borgere, der arbejder sammen for at gøre en forskel i deres samfund og i verden. Meningen er, at klubben skal være et sted, hvor medlemmerne kan udveksle idéer, lære af hinanden og arbejde sammen om fælles mål.

»Det er selvfølgelig netværksdelen i det, der gør, at man også engagerer sig både socialt og fagligt,« fortæller Mette Lønstrup.

Men det er bestemt ikke en lukket klub, der kun er begrænset til medlemmerne af klubben – alle kan tilmelde sig som gæst, hvis man ser et spændende oplæg. De inviterer nemlig mange foredragsholdere, der kommer og deler deres viden og erfaringer med klubben.

På museumsbesøg.
På museumsbesøg.

Alle er velkomne

Hver anden torsdag mødes klubben for at dele et måltid på Dragør Strandhotel og lytte til en foredragsholder. Disse møder giver medlemmerne mulighed for at lære noget nyt, udveksle idéer og styrke forbindelserne med hinanden.

»Alle er hjerteligt velkomne. De går bare ind på hjemmesiden, hvor de kan se, hvornår der er møder, og hvad der er på programmet. Man kan bare kontakte mig, så tilmelder jeg – det koster kun prisen på middagen,« forklarer Lønstrup.

Hendes eget mål som præsident er, at de, der kommer og fortæller, tager mere udgangspunkt i nutidige problemer – hvad rører sig i lokalt og globalt.

»Jeg håber, folk kan se, at vi beskæftiger os med det, der er tendenser i tiden nu,« siger Lønstrup.

Flere medlemmer

Selvom fremmødet er nogenlunde stabilt, så vil Mette Lønstrup gerne have, at der kommer flere med. For en ting er, at hvert nyt medlem bringer nye idéer, nye perspektiver og nye ressourcer til klubben. Men når det kommer til klubbens rolle i samfundet, mener hun godt, at de kunne være lidt mere synlige og involverede.

»Og det kunne være på mange planer. Det kunne være både for ældre og børn,« siger hun.

Et princip for foreningen er også, at det er en relativt flad struktur, så alle kan hurtigt få ansvar, forklarer Mette Lønstrup, der griner af, at hun så har fået titel af præsident.

Men grundprincippet i Rotary er netop, at de bestemmende poster roterer hyppigt, så ansvaret og de farligt fine titler bliver delt.

Erhvervsmæssig affotografering af Dragør Nyts annoncer og tekst er ikke tilladt.
© Copyright 2015–2024 Dragør Nyt.
Forbehold for trykfejl.

Hjemmesiden er lavet af Starco Grafisk