Fornem hæder til Dragør-kører

Efter en fantastisk sæson i den amerikanske Indy NXT-serie er Christian Rasmussen nu blevet kåret til årets bilsportskører

Dansk Motorsport Awards’ pris som Årets bilsports-kører blev torsdag den 30. november uddelt. Og det skulle vise sig at blive en fantastik aften for Dragør-kører Christian Rasmussen, der modtog prisen baggrund af en mere end overbevisende mesterskabstitel i Indy NXT. 

I motivationen for udvælgelsen af Christian Rasmussen som årets bilsportskører lagde komiteen bag prisen vægt på, et det i den grad var lykkedes for den 23-årige dansker at skabe sig en karriere i amerikansk motorsport.

Christian Rasmussen er blevet kåret som årets bilsportskører. Foto: Joe Skibinski.
Christian Rasmussen er blevet kåret som årets bilsportskører. Foto: Joe Skibinski.

Ved årets sæsonafslutning kunne Christian Rasmussen indkassere sit tredje formelmesterskab på blot fire år. Efter sejren i USF2000-klassen i 2020 og Indy Pro2000-serien året efter tog han nemlig i år titlen i Indy NXT – det, der tidligere var kendt som Indy Lights – hvor han i sin anden sæson vandt fem af de 14 løb.

Den dedikation og målrettethed, som Christian Rasmussen har vist i sit karrierevalg, og de resultater, han har skabt, valgte dommerkomiteen at belønne med titlen som årets bilsports-kører, og det er Dansk Automobil Sports Unions (DASU) fornemmeste hædersbevisning til en aktiv udøver.

DASU har siden 1993 kåret årets bilsportskører. For at vinde hæderen skal man ud over at være en aktiv udøver, også på en særlig og ekstraordinær måde have gjort sig fortjent til titlen.

Årets dommerkomite bestod af formand for Dansk Automobil Sports Union (DASU) Henrik Møller Nielsen, formand for DASUs eliteudvalg Hans Bruun, redaktøren for Autosport, Morten Alstrup, samt sidst men ikke mindst racerlegenden Tom Kristensen.

Utraditionelt karrierevalg

Christian Rasmussen foretog efter at have kørt karting, Formel Ford og siden Formel 4 til 2018-sæsonen et utraditionelt skifte. I modsætning til mange andre landsmænd valgte han de europæiske baner og klasser fra og satsede i stedet for på at skabe sig en karriere i amerikansk formelsport.

Ved siden af formelbilerne i USA har danskeren i 2023-sæsonen også deltaget i langdistanceløb for ERA Motorsports med to podieplaceringer til følge.

Blandt de bedste

Christian Rasmussen skal til næste år konkurrere mod de allerbedste, når han skal deltage i udvalgte løb i IndyCar for Ed Carpenter Racing. Og derved bliver han den tredje dansker, som får lov til at deltage i det legendariske Indianapolis 500-løb.

»Hvis jeg skal beskrive Christian med ét ord, så er det modig,« lyder det fra talent- og elitechef i DASU Jacob Nørtoft, som mener, at Christian Rasmussen igennem hele sin karriere har udvist stort mod – både på banen, men også i sine karrierevalg.

»Han er på mange måder et forbillede for den næste generation, da han har bevist, at man kan slå igennem på motorsportens største scener ved at være dedikeret, hårdtarbejdende hurtig og modig,« siger Jacob Nørtoft, som afsluttende tilføjer:

»Med Christians indtog i Indycar 2024 får han endnu en gang lov til at vise sit mod frem, når han skal bevise sine evner og sit talent imod nogle af verdens dygtigste racerkørere.«

Beæret

Christian Rasmussen var ikke selv til stede ved Dansk Motorsport Awards, da han havde travlt med forberedelserne til den kommende sæson.

Dog havde prismodtageren tid til en kommentar på den fornemme hæder:

»Jeg er super beæret over at modtage denne pris. Det er prisen, alle vi racerkørere gerne vil vinde, så at jeg endelig modtager den er stort og kommer efter et fantastisk år for mig med mesterskab og kontrakt i IndyCar – så fremtiden ser spændende ud for mig,« siger Christian Rasmussen.

TM

Erhvervsmæssig affotografering af Dragør Nyts annoncer og tekst er ikke tilladt.
© Copyright 2015–2024 Dragør Nyt.
Forbehold for trykfejl.

Hjemmesiden er lavet af Starco Grafisk