Fugleskydning

Dragør Borgerlige Skyttelag afholder på søndag den 13. august den traditionsrige fugleskydning. Her forventer Dragør Borgerlige Skyttelag, at over 100 skyttebrødre deltager i skydningen og processionen fra »kongens have« til fortet.

Der er samling om morgenen i kongens have på Stubvænget 7 for at hylde kongen, Claus Bohs Wiekierak – hvis motto er »Tænder lys, for en lysere fremtid«. 

Festlighederne starter i år med den gammel velkendt tradition: Musik af Helsingør Pigegarde. Første nummer slås an kl. 8.15. Der er tradition for mange interesserede og nysgerrige tilskuere. 

Kongen byder gæster og såvel gamle som nye medlemmer på forfriskninger fra morgenstunden. Der udnævnes nye storkorsriddere, helt som traditionen byder. 

Efter de ceremonielle ritualer, marcherer kongen, skytte-brødre og andre deltagere under ledelse af Helsingør Pigegarde. Der er flere stop ved bedesteder undervejs, med passende tid til vederkvægelse. 

Processionen bevæger sig gennem vængerne østpå langs Hartkorsvej, over Lundager, Lundevej, Rønne Allé til den gamle by, inden der fortsættes til fortet. Der bliver smagt på varerne under stop ved bedestederne. De lokale beboere undgår ikke at bemærke, at der er fugleskydning. Helsingør Pigegarde og den lange procession vil sætte sit præg til glæde for byens borgere. Marchen fra Stubvænget gennem byen og mod fortet vil ske i perioden kl. 8.45–11.30.

Fugleskydningen

Fugleskydningen foregår straks efter ankomsten til Dragør Fort. Fortets ejer, æresstorkorsridder Torben Bødtker, og skyttelaget, har opstillet telte og andre faciliteter, så skydningen kan gå i gang. 

Kong Claus indleder med første skud efterfulgt af statsminister Kurt Thyregod og kronprins Philip Schack, som var den dygtige skyttebroder, der nedlagte fuglens brystplade sidste år. 

Skydningen afbrydes kl. 12 for frokost. Deltagerne fester og fejrer med sange og taler under en altid begivenhedsrig sammenkomst. Dragørs borgmester Kenneth Gøtterup deltager som æresgæst. 

Damernes frokost afholdes på Dragør Strandhotel, hvor dronning Lisbeth Johansen Wiekierak sammen med sine medarrangører Helle Barth og Winnie Jensen har gjort sig umage med damefrokosten. 

Skydningen genoptages efter frokosten. Omkring kl. 16.30 forventes fuglen at falde og den nye kronprins – den der har skudt brystpladen, den sidste del af fuglen ned – kan udnævnes. 

Efter diverse præmieoverrækkelser bliver spændingen udløst. Den nye konge for det kommende år udnævnes og hyldes af skyttebrødrene og andre tilstedeværende. En dag med masser af aktivitet og samvær er hermed slut. 

Dragørs borgere og andre interesserede er meget velkomne at møde op i »kongens have« og deltage i processionen samt kikke forbi fortet i løbet af dagen og få et indblik i den festlige fugleskydning. 

Deltagelse i skydning og frokost kræver et medlemskab af Dragør Borgerlige Skyttelag – men andre kan alligevel have glæde af at overvære traditionerne. Og måske blive inspireret til et medlemskab.

 

Marchen gennem byen bliver igen i år mere livligt når Helsingør Pigegarde fører an. Arkivfoto: TorbenStender.
Marchen gennem byen bliver igen i år mere livligt når Helsingør Pigegarde fører an. Arkivfoto: TorbenStender.

Erhvervsmæssig affotografering af Dragør Nyts annoncer og tekst er ikke tilladt.
© Copyright 2015–2024 Dragør Nyt.
Forbehold for trykfejl.

Hjemmesiden er lavet af Starco Grafisk