Optiker lukker

Dragør mister den ene af sine to optiker-forretninger, da Geist har måttet meddele sine kunder, at man nu lukker.

Butikkens indehaver, Karsten Laugesen, har i en rum tid forsøgt at ansætte en ny optiker, men det har vist sig umuligt. Og uden optiker kan butikken ikke fungere. 

Indehaveren fortæller til Dragør Nyt, at de offentlige transportmuligheder til Dragør – eller mangel på samme – har været en væsentlig hindring i rekrutteringen.

Det er med stor ærgrelse, at han nu smider håndklædet i ringen, for det har vist sig, at der fint er plads til to optiker-butikker i Dragør, hvor der aldrig før har været betjent så mange optik-kunder lokalt som nu.

Indehaver af Dragør Optik Ragnhild Modigh Hansen fortæller samstemmende til avisen, at tilstedeværelsen af en kollega på den anden side af gaden har været medvirkende til, at man gør sit ypperste for at yde kunderne god service. Og det ekstra udbud og muligheder i byen har kun været en fordel for begge butikker.

At et levende butiksliv med spændende muligheder for kunderne er essentielt for en by som Dragør, er de to indehavere helt enige i, og derfor hilses nyheden om, at Normal  rykker ind i den nu tomme Irma-bygning også velkommen. Og da Dragør Nyt hilser på Karsten Laugesen i de nymalede, nu tomme lokaler, er det også med både vemod og håb om, at der hurtigt vil komme nyt liv ind i butikken.

I forbindelse med lukningen af Geist er kundekartotek og journaler overgået til Dragør Optik på Kongevejen 15, og her melder man sig naturligvis klar til at servicere såvel briller som kontaktlinser for kunderne.

HAS

Ægteparret Ragnhild og Jonas Modigh Hansen melder sig klar til at servicere kunderne fra Geist i deres butik på Kongevejen 15. Foto: HAS.
Ægteparret Ragnhild og Jonas Modigh Hansen melder sig klar til at servicere kunderne fra Geist i deres butik på Kongevejen 15. Foto: HAS.

Erhvervsmæssig affotografering af Dragør Nyts annoncer og tekst er ikke tilladt.
© Copyright 2015–2024 Dragør Nyt.
Forbehold for trykfejl.

Hjemmesiden er lavet af Starco Grafisk