Skipperbyens Dag trækker mange mennesker ned forbi havnen. Foto: TorbenStender.
Skipperbyens Dag trækker mange mennesker ned forbi havnen. Foto: TorbenStender.

Havnen fyldt med glade skippere

Havnen summede af liv, da Skipperbyens Dag lørdag den 26. august blev afholdt for første gang. 

Det gode vejr dannede grundlag for en festlig dag med mange besøgende, der gik på opdagelse i Dragørs fortid som hjemby for skippere og -koner. 

Bag arrangementet stod Museum Amagers Støtteforeninger, der sammen med en stor gruppe frivillige også bemandede boder og aktiviteter. Arrangementets formål var at introducere særligt den yngre generation for tidligere tiders Dragør, hvorfor man da også ved at besøge pladsens aktiviteter kunne opnå at få sine helt egne skipperfærdigheder. 

Masser af aktiviteter

På skipperskolen dekorerede og navngav børnene egne skibe, som de siden med godt lastede sejlede rundt i hele verdenen med. 

De store, flotte kort og den kyndige vejledning trak både små og store til skolen, og trods tidens nye forbrugsmønstre var der stor interesse for tidligere tiders handler, ruter og vareudvekslinger. 

De gamle joller ligger klar til besøg ved det gamle bådeværft. Foto: TorbenStender.
De gamle joller ligger klar til besøg ved det gamle bådeværft. Foto: TorbenStender.

Beskøjter, posegrød og anekdoter

I dagens anledning var skibsreder H. N. Jeppesen og hans datter, Elise, igennem frivillige blevet levende-gjort, og derigennem kunne fortællingen om deres liv og levned således vække stor begejstring blandt alle tilhørere. 

Skibsrederen og hans datter serverede beskøjter og posegrød som udgangspunkt for fortællinger om livet til søs og i Dragør, og det var også muligt at undersøge, om skibsøl virkelig smager af tovværk. Blandt historier og anekdoter fik gæsterne særligt store øjne til beretningen om, hvordan skibsrederen i sin tid sejlede sin bror over bord i konkurrence om to sølvskeer! 

Nørklerier

Aktiviteten, hvor de unge skippere tilbragte allermest tid, var i håndarbejdsteltet, hvor man kunne lære at vaske tøj på gammeldags manér, strikke og brodere med korssting. 

I teltet var der også udstillet gammelt håndarbejde, som man kunne gå på opdagelse i. Hovedattraktionen her var en pude broderet af Karen Blixen. 

Særligt muligheden for at brodere tiltrak mange børn, og der måtte stilles ekstra borde op til de mange nørklende besøgende. På pladsens sås forældre og bedsteforældre gå lange ture, imens poderne fordybede sig i håndarbejdet. Nogle af børnene fremstillede både tre og fire små broderier, og på vej hjem kunne man høre dem spørge, om ikke de måtte brodere derhjemme.

Skibsbesøg

Ved Havnepakhuset var der opstillet en rebslagerbane, ligesom det var muligt at se, hvordan det færdige reb kunne blive til måtter. 

I havnen lå der gamle smakkejoller, og kadrejerjollen »Gåsen« var blevet lastet som skulle den ud at handle med forbipasserende skibe i Øresund. 

Det var også muligt at gå om bord på Lodsbåd 202 og kutteren Elisabeth K571 og at høre historier om henholdsvis om lodseriet i byen og om 2. verdenskrigs flygtende jøder. 

Otte træskibe fra Nyhavn havde lagt vejen forbi og var også med til at trække besøgende ned på havnen. 

Alle byens museer havde åbent og inviterede besøgende indenfor.

Til arrangementet havde frivillige bagt kager fra kogebogen Amagermad, hvilket også var et tilløbsstykke. Kogebogen blev solgt på pladsen, og på baggrund af dagens salg må man forvente, at mange køkkener fremover vil fremtrylle retter fra Dragør og Store Magleby. 

Arrangementet forventes at fortsætte som en årlig tradition, der skal præsentere børn og voksne for Dragør og omegns historie som hjemsted for skippere og -koner.

Otte sejlskibe fra Nyhavn besøger Drag­ør under arrangementet Skipperbyens Dag. Foto: TorbenStender.
Otte sejlskibe fra Nyhavn besøger Drag­ør under arrangementet Skipperbyens Dag. Foto: TorbenStender.

Erhvervsmæssig affotografering af Dragør Nyts annoncer og tekst er ikke tilladt.
© Copyright 2015–2024 Dragør Nyt.
Forbehold for trykfejl.

Hjemmesiden er lavet af Starco Grafisk