Historieløb 2023

I forbindelse med afviklingen af årets historieløb vil Dragør Havn nogle dage af næste uge være forvandlet til en tidskapsel 

Man skal ikke blive forskrækket, hvis man på Dragør Havn i næste uge møder en tysk soldat. Tirsdag, onsdag og torsdag vil skolerne nemlig markere 80-året for jødernes flugt med et historieløb, der skal tage udskolingseleverne med tilbage til 1943. 

Omkring 700 jøder flygtede under anden verdenskrig til Sverige via Dragør. Fiskekutteren Elisabeth, som blev brugt til at fragte flygtninge over sundet, ligger stadig i havnen og ikke alene til minde om et mørkt kapitel i Danmarks historie, men også om håb, heltemod og en lysere fremtid. 

I løbet af uge 38 skal samtlige 600 udskolingselever fra Dragørs tre skoler gennemføre historieløbet, der placerer dem midt i de historiske begivenheder, dér hvor de fandt sted for 80 år siden.

Udklædte lærere og frivillige vil gøre historien levende for de unge, når de i rollerne som flygtninge skal ud for at finde en fisker, der er villig til at sejle dem over Øresund. Gennem fysiske og intellektuelle udfordringer skal de unge indsamle informationer, som kan føre dem sikkert over sundet, planlægge ruten ved hjælp af søkort, aflæse signalflag, forhandle med rationeringsmærker og meget mere. 

De unge vil også blive stillet over for forskellige etiske dilemmaer, der er baseret på sande historier. Tager man for eksempel familiens yngste – en syg og grædende baby – med sig på flugt med risiko for at blive fundet ... eller efterlader man barnet på et børnehjem, så resten af familien klarer turen? 

Historieløbet, der finder sted hvert år i uge 38, er et samarbejde mellem UngDragør, Museum Amager og Dragør Bibliotek. Det historiske tema skifter år for år, så eleverne lærer om forskellige perioder i lokalhistorien. Sidste år var det 1700-tallets havneby, der blev vakt til live, og i 2021 var det 500-års-jubilæet for den hollandske indvandring til Amager, der var omdrejningspunkt for løbet. Branden i Store Magleby i 1821 og den kolde krig på Kongelundfortet har også været tilbagevendende temaer i uge 38. 

CL

»Tyske« soldater vil være til stede på havnen i uge 38. Foto: CL.
»Tyske« soldater vil være til stede på havnen i uge 38. Foto: CL.

Erhvervsmæssig affotografering af Dragør Nyts annoncer og tekst er ikke tilladt.
© Copyright 2015–2024 Dragør Nyt.
Forbehold for trykfejl.

Hjemmesiden er lavet af Starco Grafisk