Høstfest på museet

På søndag, den 10. september, kl. 12–16 afholdes der høstfest på Amagermuseet, Hovedgaden 4.

Efter høstgudstjenesten i Store Magleby Kirke vil lokale iklædt amagerdragter gå til museet, hvor de skal spise frokost i storstuen på Nordgård. Her vil museets gæster kunne komme helt tæt på dragterne og opleve dem i brug.

Posegrød

Spise med Price forsøgte; men det lykkedes ikke. De to brødre kunne ikke lave posegrød og dømte derfor Amagers nok så berømte egnsret ude. Heldigvis kan de frivillige på museet selv ...

I dagens anledning er det Jens Breinholt Schou, der koger en posefuld grød tilsat alle de velsmagende krydderier, som husmoderen i Store Magleby havde adgang til, fordi landsbyen stod i tæt forbindelse med det maritime Dragør. 

Ud over smagsprøver kan museets gæster høre mere om Amagers egnsretter og om opskriften på posegrød.

En søndag på Amager indgår i kulturfestivalen Golden Days’ program – og er en dag, hvor der ud over det allerede omtalte vil blive budt på folkedans og en omvisning til de smukke og stemningsfulde malerier, som kunstneren Julius Exner udførte i anden halvdel af 1800-tallet.

Dahliadage

I den kommende weekend, den 8.–10. september, kl. 12–16 afholdes der Dahliadage på Amagermuseet. De gamle stuer vil her være smukt pyntet med flotte buketter plukket i museets have, hvor 30 forskellige dahliasorter lige nu står i fuldt flor.

Se mere i annoncen på side 5 samt på museets hjemmeside.

Posegrød. Foto: Jens Breinholt Schou.
Posegrød. Foto: Jens Breinholt Schou.

Erhvervsmæssig affotografering af Dragør Nyts annoncer og tekst er ikke tilladt.
© Copyright 2015–2024 Dragør Nyt.
Forbehold for trykfejl.

Hjemmesiden er lavet af Starco Grafisk