Irma bliver Normal

Tirsdag i sidste uge blev det endegyldig afgjort, hvad der fremover skal foregå i Irmas gamle lokaler på Kongevejen. Det bliver den ekspanderende kæde Normal, som Dragørs borgere kommer til at stifte bekendtskab med på nævmeste hold.

Lokalplanen for bygningen siger, at der skal være en dagligvarebutik i lokalerne, så det har været ventet med spænding, om der kunne findes en lejer, der ville leve op til formålet. 

Normal fører en række forskellige tørvarer med lang holdbarhed, eksempelvis make-up, husholdningsartikler, personlig pleje foruden konfekture og drikkevarer med mere. Dermed er vurderingen fra myndighedernes side, at kæden lever op til den gældende lokalplan.  

Lejekontrakten blev underskrevet tirsdag den 31. oktober, og allerede nu er såkaldte shopfittere gået i gang med at ændre lokalernes udseende til den kommende butiksindretning.

Hvornår Normal slår dørene op, vides ikke med sikkerhed. Til Dragør Nyt oplyser man, at man håber på at åbne, så snart det er praktisk muligt. Det forventes dog først at være i starten af 2024. Til gengæld lover man, at butikken vil blive åbnet med et brag af en åbningsfest.

Butikken ventes at blive en af de større arbejdspladser i kommunen. Det forventes, at den fra starten kommer til at beskæftige 15–20 medarbejdere, herunder både fuldtids- og deltidsansatte. Og hos Normal ser man gerne ansøgninger fra lokale, der måtte have lyst til et job hos Normal.

Den danske kæde har haft en eksplosiv vækst, siden den første butik åbnede i 2013, og i dag er der 135 butikker i Danmark og yderligere 455 butikker i Norge, Sverige, Holland, Frankrig, Finland og Portugal.

Dragør Nyt vil løbende følge med i udviklingen omkring butikken ved Neels Torv.

RMP

Et kig ind i de tomme lokaler på dagen, hvor kontrakten blev underskrevet. Den eksisterende indretning fjernes, og nyt inventar skal installeres. Foto: TorbenStender.
Et kig ind i de tomme lokaler på dagen, hvor kontrakten blev underskrevet. Den eksisterende indretning fjernes, og nyt inventar skal installeres. Foto: TorbenStender.

Erhvervsmæssig affotografering af Dragør Nyts annoncer og tekst er ikke tilladt.
© Copyright 2015–2024 Dragør Nyt.
Forbehold for trykfejl.

Hjemmesiden er lavet af Starco Grafisk