Håndværkerne arbejder på at få færdiggjort gedefolden.. Foto: HAS.
Håndværkerne arbejder på at få færdiggjort gedefolden.. Foto: HAS.

Nu åbner Amagermuseet 

Sikkerhed og håndhygiejne er på plads, når man fra i dag, onsdag den 10. juni, åbner op for museumbesøg i Store Magleby

Åbningsdagen trak ud længere, end det var forventet, lyder det fra Museum Amagers leder, der er glad for nu endelig at kunne slå porten op og byde gæsterne velkommen på det hyggelige egnsmuseum i Store Magleby. 

»Sikkerhed og hygiejne er i top,« siger museumsleder Søren Mentz, der uddybende forklarer, at der ud over opstillede håndsprit på strategiske steder er klistret afstandsmarkeringer i gulvene, og at man derudover har gjort rundgangen på museet ensrettet, således at gæsterne ikke risikerer at klumpe sig sammen i museets små passager. 

Fastelavn i Drag­ør og Store Magleby er i fokus i sommerens udstilling på Amagermuseet. Foto: HAS.
Fastelavn i Drag­ør og Store Magleby er i fokus i sommerens udstilling på Amagermuseet. Foto: HAS.

I år fejrer Dragør Fastelavnsforening 50-års-jubilæum, og derfor har museet sat fokus på fastelavnstraditionerne i Dragør og i Store Magleby. De to foreningers formænd fortæller om det gode forhold, der er imellem »Vennekredsen« i Store Magleby og »Fastelavnsforeningen« i Dragør, og der vises gamle filmklip fra de festlige fejringer, som prægede Dragør før 1970.

Museets personale har lavet to nye udstillingsrum på Nordgård, og man ser frem til at kunne vise dem for publikum. 

På arealerne uden for glæder de meget sociale museumsgrise sig til at få besøg – og nye faciliteter til gedeflokken er under opbygning. Arbejdet hermed forventes afsluttet i begyndelsen af juli, således gederne og deres små, søde kid til den tid kan flytte ind i en nyindrettet fold.

Amagermuseet er åbent onsdag til søndag fra kl. 12–16.

Museets grise boltrer sig i det gode vejr. Foto: HAS.
Museets grise boltrer sig i det gode vejr. Foto: HAS.

Erhvervsmæssig affotografering af Dragør Nyts annoncer og tekst er ikke tilladt.
© Copyright 2015–2024 Dragør Nyt.
Forbehold for trykfejl.

Hjemmesiden er lavet af Starco Grafisk