Nyt fra Dragør Boldklub:

Målrig og tæt træningskamp

Tårnby FF–DB 5–4

Af Henrik Rosschou

Vinterferien er overstået, og træningen er i gang igen. Tirsdag aften, den 27. februar, mødte Dragør Boldklubs førstehold (DB) amagerrivalerne fra Tårnby FF (TFF), på Ugandavej, i det der var en stille, kold vinteraften. Men, ikke mindre end ni mål gjorde det alligevel til en varm aften.

TFF, som spiller i danmarksserien, blev i 1. halvleg en stor mundfuld for DB. Allerede i 11. minut fik TFF scoret til 1–0. Forsvaret var ikke på plads, og det var kendetegnende det meste af 1. halvleg. 

Efter 20 min. fik TFF et frispark på kanten af DB’s straffesparksfelt. Afslutningen sad direkte i mål uden chance for målmanden, Mads Glæsner.

DB kom frem til enkelte chancer i 1. halvleg, men afslutningerne var langt fra effektive. 

TFF bragte sig foran 3–0 efter 23 min. – og fik blot fire minutter senere igen bolden i nettet til 4–0. Man kan vist roligt sige, at DB-forsvaret blev rundbarberet. TFF fik lov til alt!

I det 41. minut kom DB’s reducering. 

Kasper Walker fik brudt TFF’s opspil i deres højreside og spurtede direkte mod mål, hvor han scorede mesterligt til 4–1.

TFF vandt 1. halvleg 4–1 og havde DB nede i sækken, men de glemte at snøre den til.

Tæt på comeback

DB’s spillertrup er stor og rummer masser af talent. 

Dragørholdets trænerteam, der består af Janus Krüger og Kim Damkær, brugte pausen på at omstille holdet. Træningskampene bruges netop til at få så mange spillere i kamp, og det bliver derfor til en del ind- og udskiftninger. 

Otte min. efter pausen ændrede Kasper Walker stillingen til 4–2. 

Frederik Frost, som var kommet på banen til 2. halvleg, tacklede bolden fra en TFF-spiller og fortsatte til baglinjen. Herfra leverede han bolden på tværs til Kasper Walker, som dirigerede bolden i mål. Anden scoring fra Kasper Walker i kampen.

Midt i 2. halvleg havde DB godt fat i TFF. Efter 62 min. afsluttede Tobias Oppermann, og bolden gik via stolpen ud. 

TFF fik to gule kort i kampen. Lidt dumt, da der var tale om en træningskamp, men deres frustrationer over DB’s spil i anden halvleg var måske årsagen.

Mads Lund, en ung spiller, som efterhånden har markeret sig som en god afslutter, scorede til 4–3. 

Jacob Heinsøe blev spillet helt frem i højre side nede bagfra af Jacob Holmegaard. Heinsøe spillede bolden på tværs, og via en TFF-spiller endte bolden hos Mads Lund. Hvad gør man så? Ja, Lund trykkede af så tørt, at man ikke kunne høre, at han ramte bolden. Det var et drøn af et mål!

TFF overlevede chokket og kom igen med en scoring til 5–3 efter 41 min. TFF-målet var en kold klud i vinterkulden, netop som man troede, at DB kunne komme det sidste stykke. Det gjorde DB-spillerne så alligevel. Hector Uhl reducerede til 5–4 i sidste spilleminut.

Det føltes næsten som en sejr – men alligevel ikke. Det var en fantastisk 2. halvleg af DB. De vandt den med 3–1 og  var meget tæt på at få uafgjort.

»Det var noget af en kamp, hvor vi desværre skulle bruge 25–30 min. til at vænne os til tempoet,« lyder det fra Janus Krüger og Kim Damkær efter kampen.

Trænerteamet forklarer, at TFF ikke var kommet med noget nyt eller havde overrasket DB-holdet med lækre tricks; de havde bare været hurtigere både i handling og i tanke.

»Det var en skam. Efter den dårlige start bød vi vores modstander op til dans – og med lidt skarphed, så havde vi også udlignet til 4–4, inden vores modstander igen udnytter en personlig fejl,« fortsatte trænerteamet, der i glæden  over, at DB-holdet fortsatte og scorede til 4–5, afsluttende drømmende kommenterer:

»Hvis kampen bare havde været 5–10 min. længere, så ...«

Kasper Walker bringer Dragør Boldklub tilbage i kampen med to scoringer.
Kasper Walker bringer Dragør Boldklub tilbage i kampen med to scoringer.

Erhvervsmæssig affotografering af Dragør Nyts annoncer og tekst er ikke tilladt.
© Copyright 2015–2024 Dragør Nyt.
Forbehold for trykfejl.

Hjemmesiden er lavet af Starco Grafisk