Mads Glæsner i DB-målet er flyvende.
Mads Glæsner i DB-målet er flyvende.
Nyt fra Dragør Boldklub:

Turneringsforberedelse påbegyndt

Dragør Boldklub slår stærkt Sundby-hold i træningskamp

Af Henrik Rosschou

Dragør Boldklubs førstehold (DB) er godt i gang med forberedelserne til forårsturneringen, der begynder 28. marts.

DB-holdet mødte lørdag 3. februar Sundby BK (SBK) i en træningskamp på deres nyanlagte kunstgræsbane. 

SBK spiller til dagligt i danmarksserien – to rækker over DB – og de var på papiret en stor mundfuld at ligge ud med i årets første træningskamp. 

Kampen blev afviklet over tre halvlege hver på 30 minutter. 

Begge hold lagde godt ud – måske var DB en anelse mere spilstyrende i første halvleg, men SBK kom godt igen hen mod slutningen. 

Afslutningerne på mål stod måske ikke i kø, men når de opstod, måtte målmændene diske op med deres bedste spil. 

DB fik bolden i nettet i slutningen af første halvleg, men målet blev annulleret af dommeren. 

Mathias Rahbek havner på græsset efter en infight. Hector Uhl (tv.), og Victor Dyhl jagter den løse bold.
Mathias Rahbek havner på græsset efter en infight. Hector Uhl (tv.), og Victor Dyhl jagter den løse bold.

Bolden blev spillet i en høj bue frem mod SBK-målet, hvor SBK’s målmand stod alene i feltet. Dommeren annullerede mål, fordi han mente, at DB’s Marcus Donnelly distraherede målmanden ved at tage hans udsyn. Donnelly stod flere meter væk fra målmanden, som selv fejlvurderede boldens opspring.

I pausen til anden halvleg blev der rokeret rundt på flere pladser – og i løbet af kampen blev der skiftet flittigt ud på mange pladser. 

SBK fik sat sig på anden halvleg fra startfløjtet.

Efter fem min. fik de skabt en åben chance, men Mads Glæsner i DB-målet var på toppen og fik afværget situationen. 

Fem min. efter afsluttede Tobias Riber på mål udefra i den modsatte ende. SBK- målmanden fik dog lige akkurat hånden på bolden og viftet den til hjørnespark. En flot afslutning af Riber, som spillede en god kamp, indtil luften forsvandt. 

DB fik tilspillet sig flere afslutninger, men det kneb gevaldigt med at få bolden det sidste stykke over målstregen. 

Flere nærkampe i målfeltet med mange spillere omkring bolden på lidt plads gjorde det ikke nemt.

I 3. halvleg – ikke den i omklædningsrummet, men de sidste 30 min. af kampen – kom SBK igen godt fra start. Efter syv min. måtte Mads Glæsner atter hive en stor redning op af posen. 

Der var kamp til stregen. Dommeren tillod fysisk spil, men overså måske et par frispark. Men kampen blev spillet fair.

Hen mod slutningen af kampen kom DB foran 0–1 på en scoring af Kasper Walker. 

Marcus Donnelly fik bolden fra Mads Lund. Han sendte bolden ind på tværs foran SBK-feltet til Walker, som tog et kort træk og placerede bolden tæt op af stolpen i samme side, hvor målmanden stod. Hvordan der var plads til bolden er uforklarligt, men bolden røg direkte i netmaskerne til stor fortvivlelse for målmanden. 

Marcus Donnelly spillede 3. halvleg i front sammen Niclas Friman, der er ny i førsteholdstruppen. Med dette par har DB nogle store drenge på toppen – og det kan blive interessant. 

Donnelly blev seks min. før tid i den grad snydt for et straffespark. Donnelly modtog bolden fra Nikolaj Strandby. Donnelly fik kontrol over bolden til højre for feltet. Et par driblinger – ind i feltet og benspænd! Nej, sagde dommeren, og bolden blev flyttet uden for feltet. 

Kasper Walker viste til gengæld endnu en gang sin målnæse ved i kampens allersidste sekund at score til kampens slutresultat – 0–2.

Alt i alt var det en god træningskamp, hvor alle spillere fik mulighed for at få afprøvet deres form. 

Et par spillere løb ind i et par småskader, som man ofte oplever det, når man giver sig fuldt ud efter vinterpausen. 

Derudover var positivt at se, at alle spillere fra efteråretsturneringen stadig er omkring holdet. 

Erhvervsmæssig affotografering af Dragør Nyts annoncer og tekst er ikke tilladt.
© Copyright 2015–2024 Dragør Nyt.
Forbehold for trykfejl.

Hjemmesiden er lavet af Starco Grafisk