Nyt tiltag hos Natteravnene

Af Birgit Buddegård

På grund af coronakrisen kan Natteravnene ikke længere være med til at skabe tryghed i nattelivet. Og der er nok heller ikke så meget natteliv, da rådet er at blive hjemme. Derfor har Natteravnene igangsat en såkaldt »Fællesskabslinje«. Det er en service, hvor man, hvis man føler sig ensom, har mulighed for at blive ringet op af en natteravn.

Natteravnene er vant til at tale med alle om løst og fast, når de er på gaden. Det kan de ikke lige i øjeblikket, men de tager gerne en snak over telefonen. Man får kontakt til Fællesskabslinjen ved at gå ind på Natteravnenes hjemmeside og udfylde en formular med navn og telefonnummer, hvorefter man indenfor 24 timer vil blive ringet op af en natteravn til en uforpligtende snak, der kan hjælpe mod den ensomhed og isolation, som mange føler i disse tider.

Besøgsven på telefon

Fælleskabslinjen er ikke en terapi – personer, der har brug for dette, vil blive oplyst om, hvor de kan få hjælp til sådanne samtaler. Fællesskablinjen er en form for besøgsven over telefonen og ikke møntet på krisesamtale, lyder det i en pressemeddelelse fra chefen for Natteravnene, Claus Staunstrup Nilsson. 

I starten vil der være cirka 40 natteravne til at ringe rundt. Fællesskabslinjen vil fungere under nedlukningen af Danmark, hvorefter den vil ophøre.

Dragør Nyt har talt med Anne Søgaard fra Natteravnene i Drag-ør, og hun fortæller, at der er lavet en facebookgruppe med navnet: Vi hjælper Dragør. Af gruppens side fremgår det, at den har 1.700 medlemmer under hashtagget: Vensomhed, omtanke og Medmenneskelighed i Dragør. Siden har fungeret i nogle år – og også nu her de sidste uger under nedlukningen af Danmark.

Anne Søgaard fortæller, at 12 til 14 personer har meldt sig til at tage telefon eller foretage besøg på behørig afstand, hvis der er behov for det. Gruppen fungerer så fint, siger Anne Søgaard, og man kan altid ringe eller skrive.

Der samles også ind af forskellige ting, der doneres til de, der måtte have det svært i denne tid. For eksempel blev en person med angst hjulpet med en samtale og fik efterfølgende mad. Venlighed og omsorg er vigtigt – ikke mindst i denne tid, hvor mange føler sig isolerede, og her er det vigtigt at hjælpe hinanden.

Erhvervsmæssig affotografering af Dragør Nyts annoncer og tekst er ikke tilladt.
© Copyright 2015–2024 Dragør Nyt.
Forbehold for trykfejl.

Hjemmesiden er lavet af Starco Grafisk