Ved torsdagens træning.
Ved torsdagens træning.

Rasmussen øger forspringet

Racerkøreren fra Dragør vinder sit sjette løb i sæsonen

Løbssæsonen har indtil nu budt på sejr efter sejr til Christian Rasmussen og Jay Howard Driver Development-holdet (JHDD), der kører i den amerikanske USF2000-serie. 

Torsdag den 20. og fredag den 21. august skulle Christian Rasmussen så forsøge at udbygge sin suveræne føring på Lucas Oil Raceway – en kun 1,1 km lang ovalbane – der ligger i Indianapolis, Indiana, hvor 6. løb i USF2000-serien skulle køres.

Kvalifikationen torsdag skulle køres lidt anderledes, end normalt. Alle biler kom på banen en ad gangen for at skulle køre to omgange. Køreren med den hurtigste omgangstid vandt forreste startplads ved fredagens løb. 

Allerede i kvalifikationsløbet viste Christian Rasmussen sine kvaliteter. Med en gennemsnitshastighed på 174,95 km/t. over de to omgange kørte han igen hurtigst. Bedste omgangstid blev 22,7084 sekunder.

Bag Christian Rasmussen sluttede den 15-årige Reece Gold, der på Mid-Ohio-banen i slutningen af juli havde vist god form med hele tre podiepladser. Tredjehurtigst var den lokale kører Jack William Miller. Christian Rasmussens nærmeste konkurrenter i det samlede USF2000-mesterskab, Michael d’Orlando og Eduardo Barrichello, kvalificerede sig til løbet som henholdsvis nummer fire og ti.

Dominansen fortsætter

Christian Rasmussen slår et større hul ned til de nærmeste modstandere, Reece Gold og Michael d’Orlando.
Christian Rasmussen slår et større hul ned til de nærmeste modstandere, Reece Gold og Michael d’Orlando.

Ved fredagens 6. runde løb Christian Rasmussen nok en gang med alle overskrifterne.

Det lykkedes Dragør-køreren at modstå Reece Golds angreb kort efter starten. Gold blev selv angrebet bagfra af holdkammeraten d’Orlando, der allerede på første omgang overhalede Miller og kørte op på 3.-pladsen.

Reece Gold kørte løbets hurtigste omgang på 6. omgang, men Christian Rasmussens konstante hurtige omgange gjorde ham alligevel i stand til at trække fra modstanderne.

Halvejs igennem løbets 75 omgange var Christian Rasmussens forspring på cirka 2 sekunder. Men da de forreste kom ind i trafik, når de langsomste biler blev indhentet med en omgang, trak Christian Rasmussen yderligere fra modstanderne.

Ved løbets afslutning kørte Christian Rasmussen forbi det ternede flag med et imponerende forspring på hele 6,4997 sekunder foran nummer to, Reece Gold.

Det lykkedes Jack William Miller at kæmpe sig tilbage på 3.-pladsen efter en stærk afslutning, hvor han overhalede flere konkurrenter. Michael d’Orlando sluttede som nummer fire, mens man skulle helt ned på 10.-pladsen for at finde Barrichello.

»Jeg havde Jay Howard i øret under hele løbet. Han sagde, at jeg skulle sætte farten ned, da jeg havde et sekssekunders forspring,« sagde Christian Rasmussen efter løbet, hvor han også forklarer, at det er svært at overhale på en ovalbane i forhold til en normal racerbane: »Det er en anden kørestil, der afhænger mere af bilen, når man skal overhale,« fortæller den lokale racerkører, der samtidigt sender en stor tak til teamet, der sørger for, at bilen er så god, som den er.

»Vi har fået en fuldstændig fantastisk start på sæsonen, og jeg vågner op og kniber mig selv i armen hver morgen. Omvendt så er jeg jo også godt klar over, at jeg er en del af noget større. Jeg har et stort team bag mig, både her i USA, men også hjemme i Danmark,« lyder det fra den begejstrede unge Rasmussen.

En stolt sejrherre fejrer årets sjette sejr.
En stolt sejrherre fejrer årets sjette sejr.

7., 8. og 9. løb

Onsdag den 3. og torsdag den 4. september går det atter løs – denne gang med hele tre løbsrunder på Indianapolis Grand Prix Circuit, hvor Christian Rasmussen håber at kunne udbygge striben af fantastiske resultater.

»Sæsonen er stadig lang, og vi tager et løb af gangen,« afslutter den nu så sejrsvante racerkører fra Dragør, der altså for sjette gang i sæsonen kunne lade sig selv hylde fra midten af sejrsskamlen. 

1Christian Rasmussen211
2Michael d’Orlando126
3Reece Gold124
4Eduardo Barrichello107
5Josh Green101
6Matt Round-Garrido97
7Christian Brooks91
8Kyle Dupell79
9Y. Sundaramoorthys71
10Jack William Miller70

Christian Rasmussen i bil nummer 6 kommer først ind i svinget trods pres fra Reece Gold i bil nummer 3.
Christian Rasmussen i bil nummer 6 kommer først ind i svinget trods pres fra Reece Gold i bil nummer 3.

Erhvervsmæssig affotografering af Dragør Nyts annoncer og tekst er ikke tilladt.
© Copyright 2015–2024 Dragør Nyt.
Forbehold for trykfejl.

Hjemmesiden er lavet af Starco Grafisk