Biografforeningens frivillige må finde ekstra stole, så de mange fremmødte alle kan sidde ned. Foto: Sanne Rossen.
Biografforeningens frivillige må finde ekstra stole, så de mange fremmødte alle kan sidde ned. Foto: Sanne Rossen.

Stor interesse for generalforsamling

Der måtte findes ekstra stole frem og laves ekstra kaffe, da Dragør Biografforening, der står bag Dragør Biografteater, torsdag den 7. marts afholdt generalforsamling på Beghuset. Hele 65 medlemmer dukkede nemlig op for at høre mere om status med at få genetableret en biograf i Dragør.

Biografforeningens formand, Mette Jansen, kunne berette, at der stadig bliver arbejdet på at få en biograf i Dragør.

»For Dragør Biografforening er målet stadig at være et kulturtilbud til alle borgere i Dragør Kommune samt interesserede borgere på hele Amager og i København. Og for Dragør Biografforening er målet fortsat at opnå en ny biograf,« sagde formanden indledningsvist.

Formanden fortalte ligeledes, at biografforeningen indtil videre planlægger flere filmfremvisninger for både børn og voksne i løbet af foråret. 

Mette Jansen indleder med velkomst – og formandens beretning. Foto: Sanne Rossen.
Mette Jansen indleder med velkomst – og formandens beretning. Foto: Sanne Rossen.

Der har allerede været to børneforestillinger i Beghusets festsal, og de var en stor succes med mellem 60 og 80 børn per gang. Nu glæder biografforeningen sig til i løbet af foråret at vise film for det voksne publikum.

Ny hjemmeside

Mette Jansen kunne også fortælle, at bestyrelsen har arbejdet på at lave en ny hjemmeside for Dragør Biografteater. Her vil oplysninger om kommende filmfremvisninger og arbejdet med at få en ny biograf samt detaljer om medlemskab af biografforeningen være at finde.

Den nye hjemmeside – www.dragoerbiografteater.dk – er netop blevet offentliggjort.

Stor opbakning

Det store antal fremmødte viste både interesse for og opbakning til biografforeningens arbejde, og flere havde forslag til, hvordan arbejdet med at etablere en ny biograf  kan gribes an.

»Vi oplever stor opbakning fra byens befolkning og glæder os over de frivilliges engagement. Vi arbejder fortsat på at opnå en fysisk biograf i Dragør. Alle har fortjent at opleve film i biografen og at skabe relationer på tværs,« lød Mette Jansens ord som afslutningen på formandens beretning.

TM

Erhvervsmæssig affotografering af Dragør Nyts annoncer og tekst er ikke tilladt.
© Copyright 2015–2024 Dragør Nyt.
Forbehold for trykfejl.

Hjemmesiden er lavet af Starco Grafisk