Tidligere borgmester Allan Holst er død

Dragørs borgmester fra 2006 til 2014, Allan Holst, A, døde fredag den 6. marts efter længere tids sygdom. Han blev 65 år.

Allan Holst fortsatte efter sin borgmesterperiode og indtil sin død som viceborgmester, ligesom han var medlem af Økonomiudvalget og Børne-, Fritids- og Kulturudvalget. Samtidig var han formand for By-, Erhvervs- og Planudvalget, ligesom han var næstformand i HOFOR A/S.

Allan Holst var gennem hele sit liv engageret i samfundsforhold og var allerede som ung aktiv i DSU. 

Han blev allerede i 1990 medlem af kommunalbestyrelsen for Socialdemokratiet i Dragør Kommune – en post han havde til 1998.

I 2006 kunne han så sætte sig i borgmesterstolen, og selvom han i 2014 måtte aflevere borgmesterkæden til Venstre, forblev han et aktivt medlem af kommunalbestyrelsen – og formand for den socialdemokratiske gruppe.

I de mange mindeord i anledning af Allan Holsts død er ordene venlig, imødekommende, respekteret og lydhør gentagende – ikke alene fra partifællerne i Socialdemokratiet, men også fra politiske modstandere, der i Allan Holst fandt et menneske, man også kunne tale hyggesnak med i pauserne – trods politisk uenighed.

Også over for pressen var Allan Holst altid venlig og imødekommende – med stor forståelse både for deadlines og pressens rolle som offentlighedens vagthund. 

I sin borgmestertid stod Allan Holst blandt andet for oprettelsen af TænkeTanken, der havde fokus på udviklingen af Drag-ør Havn – og der er enighed om, at han altid arbejdede for og med tanke for, hvad der tjente Dragør bedst.Han blev i 2019 udnævnt til Ridder af Dannebrog for sit mangeårige virke i Dragørs kommunalpolitik, og i februar i år blev han udnævnt som æresmedlem af Socialdemokratiet lokale partiforening.

Allan Holst efterlader sig hustru, tre voksne børn samt børnebørn. 

Bisættelsen finder sted i Store Magleby Kirke fredag den 13. marts klokken 13.

BB

 

Allan Holst får Ridderkorset.
Allan Holst får Ridderkorset.

Erhvervsmæssig affotografering af Dragør Nyts annoncer og tekst er ikke tilladt.
© Copyright 2015–2024 Dragør Nyt.
Forbehold for trykfejl.

Hjemmesiden er lavet af Starco Grafisk