Udstilling på det gamle bådeværft

Frem til søndag den 3. september udstiller Fanny Brendstrup og Michael Bøgh keramik og malerier på det gamle bådeværft på Dragør Havn.

De to kunstnere kalder deres udstilling »Af Jord ...« – fordi de mener, det umiddelbart vækker associationer til et begravelsesritual, og at man må dog ikke glemme, at der gemmer sig en smuk sandhed om både forgængelighed og nyt liv i en evig cirkulær bevægelse.

Begge kunstnere arbejder med det organiske i såvel streg som form og med naturen som inspiration og materiale.

Michael Bøgh har siden 2016 sideløbende med arbejdet med maleri og grafik fokuseret på og eksperimenteret med at sammensætte keramikken med andre materialer samt med at sætte forskellige stentøjs- og porcelænsler sammen. Da han mener, værkerne som udgangspunkt ikke ses som brugskunst, men som skulpturelle udtryk, har hvert værk sin egen »personlighed« og derfor også sin egen »titel «. Nogle af dem giver først mening, når de ses i sammenhæng med andre værker.

Fanny Brendstrup er en erfaren maler og tegner, der sætter en ære i en søgende diversitet i såvel udtryk som i materialer, der ofte består af genbrug f.eks. rustne jernplader, pap, gamle sække, skiffer eller brugte lærreder. Hun bruger vandopløselige farver, kul, kridt og blyant og befinder sig i et krydsfelt imellem det figurative og det abstrakte, i et bredt spektrum af temaer og med en rig mulighed for en individuel fortolkning.

Alle er velkomne på værftet, hvor der i udstillingsperioden holdes åbent alle dage kl. 11–17.

Værker af Michael Bøgh.
Værker af Michael Bøgh.
Værk af Fanny Brendstrup.
Værk af Fanny Brendstrup.

Erhvervsmæssig affotografering af Dragør Nyts annoncer og tekst er ikke tilladt.
© Copyright 2015–2024 Dragør Nyt.
Forbehold for trykfejl.

Hjemmesiden er lavet af Starco Grafisk