Vi har modtaget:
UNESCO og økonomi, fakta og fantasi
Der findes mange årsager til, at et signifikant flertal af de borgere, der har afgivet høringssvar i UNESCO-sagen, har sagt nej tak, til at et eventuelt flertal i kommunalbestyrelsen fortsætter sine bestræbelser på at få Dragør optaget på UNESCOs Verdenskulturarvsliste.
Et af de tunge argumenter drejer sig helt åbenlyst om den betydelige økonomiske usikkerhed, der er knyttet til dette for Dragør så historisk og praktisk indgribende prestigeprojekt.
Set i historisk perspektiv er den gamle by og havn kendt og anerkendt for sin ubestridelige, rekreative charme og kulturhistoriske værdier – værdier, der allerede er sikret gennem detaljerede lokalplaner og fredningsbestemmelser m.v.
Omvendt er Dragør også kendt som en kommune, der har endog store udfordringer med at styre sin spinkle økonomi. Gang på gang har kommunen været faretruende nær en konkurs, og det selvom kommunalbestyrelsen, særligt i de senere år, har solgt ud af kommunens aktiver, optaget store lån, gennemført anlæggelsesstop og spareforanstaltninger i et mere end tvivlsomt forsøg på at skaffe balance i kommunekassen – for en stund.
Mange borgere har ganske enkelt mistet tilliden til den politiske evne, kompetence og troværdighed, når det gælder om kontinuerligt at opretholde en stabil og langtidsholdbar økonomi. Der »skøjtes« fra projekt til projekt – og som regel uden at det nødvendige forarbejde er blevet gennemført.
Sporene skræmmer
Det er svært at fæstne lid til påstanden, når en talsperson fra »UNESCO-gruppen«, med indirekte støtte fra en samlet liste T-gruppe, hævder, at UNESCO-projektet stort set ikke kommer til at koste borgerne penge. At projektet tværtimod vil skaffe store værdier til kommunen, dens borgere og ikke mindst dens erhvervsliv.
En sådan påstand er der absolut intet grundlag eller seriøs dokumentation for at fremføre. Tværtimod. Her er der tale om ren og skær ønsketænkning, formodninger, antagelser, forhåbninger og fantasier. En fremgangsmåde borgerne desværre alt for ofte er blevet konfronteret med.
Men hvad er fakta så? Og hvad ved vi konkret om den økonomi, der aktuelt knytter sig til en eventuel vedtagelse om at fortsætte ansøgningsproceduren, baseret på de for borgerne offentligt tilgængelige referater og informationer m.v., denne sag vedrørende.
Vi ved, at forvaltningen allerede gennem flere år har arbejdet ihærdigt med udvikling af strategiplaner og andre administrative opgaver for kommunalbestyrelsen og UNESCO-gruppen i denne sag. Men værdien af den medgået tid og de mange anvendte ressourcer er det af god grund ikke muligt at opgøre specifikt.
Fakta er, at såfremt det besluttes at fortsætte ansøgningsproceduren, skal kommunalbestyrelsen »finde« 400.000 kr. ekstra i budgettet alene til teknisk bearbejdning og oversættelser af det omfangsrige ansøgningsmateriale.
Fakta er, at der derudover skal findes yderligere 500.000 kr. i budgettet til revision af lokalplanen for »den gamle by«.
Fakta er, at der hvert år i tiden fremover skal afsættes 650.000 kr. til ansættelse af personale på rådhuset til løbende forvaltning af projektet.
Fakta er, at ovennævnte »investeringsbeløb« skal findes og implementeres i det eksisterende budget og overslagsårene, inden der foreligger et eventuelt ja til kommunens ansøgning fra UNESCO.
Med venlig hilsen
Svend Mathiasen
