Vi har modtaget:

Børns pasning skal være familiens eget valg

Det er vigtigt, at familierne har et valg, når det kommer til pasning af deres mest dyrebare – nemlig deres børn. Om valget så hedder dagpleje, vuggestue eller hjemmepasning – det skal være forældrenes eget valg. 

Nogle forældre vælger Dagplejen ud fra et ønske om et mere hjemligt miljø, hvor der er få børn og en familiær atmosfære. Dette valg kan jeg sagtens forstå, idet jeg selv har benyttet Dragørs fantastiske dagpleje til mit barn. 

Dagplejen kan faktisk til maj fejre, at de har været 51 år her i Dragør.

Konservative ønsker at styrke Dagplejen i Dragør Kommune. Foto: Trine Søe.Faldende børnetal

Vi ser for første gang i mange år ind i et børnetal blandt de 0–6-årige, der er faldende i Dragør Kommune. Det er uvant for os, idet vi i mange år har været presset på pasningspladser til børnene. 

Hvis man kigger på landsplan, er antallet af børn i dagpleje faldet med over 50% gennem de seneste 12 år. Så det er ikke bare en lokal tendens her i Dragør – desværre. 

I dag består Dagplejen af fire engagerede og dygtige dagplejere, der primært passer børnene i deres eget hjem. Derudover har gæstehuset på Engvej tilknyttet en pædagog og en pædagogisk medhjælper. 

Gæstehuset benyttes ved dagplejernes ferie og sygdom – men det er også stedet, hvor dagplejerne mødes med hinanden flere gange om ugen. 

Gæstehuset har en vigtig funktion i vidensdeling og sparring med andre dagplejere – og ikke mindst relationen til de andre børn, idet børnene også lærer at begå sig blandt flere børn end de andre faste børn hjemme hos dagplejeren.

Kritisk niveau

Men det er heller ikke nogen hemmelighed, at vi har nået et kritisk niveau i forhold til størrelsen på Dagplejen. 

I april måned er der 16 indskrevet børn, men vi ser ind i tal efter sommerferien, der siger 11 indskrevne dagplejebørn jævnfør kommunens prognoser. Hvis tilbuddet i Dragør Kommune skal bestå, så skal der gøres noget. 

Derfor har vi Konservative et ønske om, at Dagplejen styrkes og markedsføres mere. Dette gerne i samarbejde med Dagplejens forældrebestyrelse.

Dagplejen skal styrkes

Mange forældre er simpelthen ikke klar over, at der findes et fantastisk pasningstilbud i Dragør Kommune, der kunne være et alternativ til en vuggestueplads. 

Den enkelte dagplejer kan tilbyde en sikker base for barnet, hvor barnet kan agere i et trygt miljø med omsorg og struktur. 

Dagplejen er et alternativ til daginstitutionernes store fællesskaber, og der lægges vægt på nærheden og en hverdag med forudsigelighed og genkendelighed.

Dagplejerne i Dragør vil gerne have flere børn, som de kan passe. Er man blevet nysgerrig på Dagplejen, og hvad de kan i Dragør – så tag et kig på hjemmesiden:
dagplejen-dragoer.aula.dk 

Med venlig hilsen
Trine Søe
Medlem af kommunalbestyrelsen for De Konservative
Næstformand i Børne-, Fritids- og Kulturudvalget

Nedrivning af Glistrupgård

Fra forfald og stridigheder til en ny begyndelse - Historien om Glistrupgårds omdannede skæbne. Læs mere

Historisk aftale sætter folkeskolen fri

Et bredt politisk samarbejde baner vejen for en skolereform, der giver lokal indflydelse og tilfredsstiller moderne uddannelsesbehov.

Vi har modtaget: Dagplejen – den skal vi værne om

Nicolaj Bertel Riber (A) – viceborgmester og kommunalbestyrelsens repræsentant i Dagplejens forældrebestyrelse har indsendt et debatindlæg om Dagplejen i...

Erhvervsmæssig affotografering af Dragør Nyts annoncer og tekst er ikke tilladt.
© Copyright 2015–2024 Dragør Nyt.
Forbehold for trykfejl.

Hjemmesiden er lavet af Starco Grafisk