Vi har modtaget:

En heltinde fra besættelsen

Fra 1960 til 2010 boede hun stille og roligt i Dragør

Jeg mødte Ruth Philipsen i 1960, da hun som faster til en spejderkammarat flyttede ind i et parcelhus.

En spinkel og venlig dame, som bød på te, når vi legede i hendes baghave. Her nævnte spejderkammeraten på et tidspunkt, at hun var kontorchef i Forsvarsministeriet.

Det reelt eneste, hun deltog i i Dragør, var som medlem af Venstre. 

I 1983 havde jeg skrevet et indlæg om russiske landgangs skibe, som jævnligt sejlede rundt om Sjælland i afsøgning af landgangsmuligheder. Jeg tænkte, at det ville være godt med et billede af et sådan skib til artiklen, så jeg ringede til hende på arbejdet. 

Det var ejendommeligt. Jeg troede lidt naivt, at med hendes stillingsbetegnelse og fulde navn, så kunne jeg bare blive stillet om. Men ingen kendte hende øjensynlig, og jeg blev stillet om fra Herodes til Pilatus, lige indtil en venlig stemme meddelte, at det var Kastellet, jeg talte med, og stemmen udbad sig information om, hvad jeg ønskede at tale med kontorchefen om. 

Her afbrød jeg hastigt og nævnte, at jeg ville ringe til hende om aftenen. Da jeg ringede senere, lo vi meget ad det. Hvem kunne ane, at hun var en af de ledende personer i Hærens Efterretningvæsen?

Da jeg nysgerrigt noget senere slog hendes navn op i modstandsbevægelsens regi-stre, blev jeg overrasket. Indtil oktober 1944 var hun højre hånd for »Generalen fra Jylland«, som var topman-den for al modstand i Vestdanmark. Her rejste hun rundt til de forskellige modstandsgrupper i hele landet for at synkronisere angreb.

En pudsighed var, at når hun tog fra Århus til København, så medbragte hun oftest en kuffert fyldt med spængstoffer fra nedkastningsstederne ved Hvidsten med flere. 

Da hun var sønderjyde, talte hun godt tysk, så hun indledte samtaler med tyske soldater i toget. De var glade for at tale med en ung kvinde, som talte tysk, så de var galante og bar den tunge kuffert om bord på færgen. Og tyske kufferter blev aldrig kontrolleret. At gennemføre et sådan stunt igen og igen fortæller om en person med is i maven.

I oktober 1944 klappede fælden, og hun blev i Århus arresteret af Gestapo efter en stikkeranmeldelse og derpå indsat i Gestapos hovedkontor i Århus. Heldigvis troede de, at hun kun var en underordnet kurer.

25 jagerbombere

Modstandsgrupperne kunne ikke angribe kontoret, som havde maskingeværstillinger og lyskastere natten igennem. De fik besked igennem til Englands flykommando, som vurderede situationen. Og der blev straks sat en aktion i gang. 

Og englænderne mente det seriøst.

De sendte 25 Mosquito jagerbombere, som ramte præcist.

Ruth Philipsen var på 3. sal i et afhøringslokale, da bomberne begyndte at falde. Pludselig faldt ydermuren ned og tog de to gestapofolk, som afhørte hende, med sig i faldet. Hun klatrede ned over murbrokkerne og forsvandt ud i Århus.

Resultatet var 95 døde gestapofolk – og at hele det store arkiv over modstandsbevægelsen blev smadret.

Hun kom til Stockholm og arbejdede resten af krigen som forbindelsesofficer mellem London og modstandsbevægelsen.

Efter krigen kom hun hjem igen og fortsatte gennem Den Kolde Krig som agent, men det er en anden historie.

Hvorfor dette indlæg?

Vi har har haft mange danskere, som valgte at handle, da Danmark blev besat. Som satte egen sikkerhed og liv på spil for at gøre det rigtige.

Langt de fleste gjorde en formidabel indsats i de fem år, og efter freden genoptog de så deres fredelige liv.

Et eksempel herpå er også »Bent«, som i de fem mørke år var medlem af Holger Danske-gruppen, der stod for mange aktioner mod tyske interesser, og som i et år var bagstopper for Flammen og Citronen, når de likviderede stikkere. Hvis en stikker undløb, så stod Bent 100 meter nede ad gaden og kunne levere nådeskuddet. Efter krigen trådte han atter ind i hverdagen, fik en lejlighed i Engparken og talte aldrig om krigen igen.

Med venlig hilsen
Morten Dreyer
Dansk Folkeparti