Vi har modtaget:

Millionlån og forgyldt kommunal direktør

Lånebuffeten er genoptaget på Dragør Rådhus – denne gang drejer det sig om 15,2 mio. kr., som politikerne har lånt på borgernes vegne.

Samtidig valgte kommunalbestyrelsen i februar at fyre velfærdsdirektør Asger Villemoes Nielsen, der nu kan forlade Dragør Kommune med intet mindre end 2,1 mio. kr. i baglommen.

Stribevis af opsigelser

Kommunen har brugt millioner af skattekroner på den omfattende ventilation i ledelseslaget – sideløbende med at der spares benhårdt på de små og de grå i Dragør.

Alene i seneste valgperiode, 2018–2021, har følgende ledere selv opsagt sine stillinger på Dragør Rådhus:

Velfærdsdirektør Jesper Reming Tangbæk, skole- og kulturchef Karina Møller, erhvervs- og turismechef Claus Rex, direktør for Plan og Teknik Mette Jeppesen, kommunaldirektør Kenneth Kristensen, borgmester Eik Dahl Bidstrup, kommunaldirektør Henrik Harder samt planchef Javier Corvalán.

Rådhusets svingdør er på svimlende overarbejde, og det er skatteyderne, der betaler regningen. 

Eksempelvis fik tidligere kommunaldirektør Kenneth Kristensen 1,3 mio. kr. med sig, og eksborgmester Eik Dahl Bidstrup (V) kunne under heftig borgerkritik pakke 774.347 kr. ned i sin velpolstrede attachémappe, på trods af at han frivilligt forlod borgmesterposten syv måneder før tid og gentagne gange fik mulighed for at frasige sig eftervederlaget.

Endnu en leder har forladt rådhuset. Foto: Kenneth Olsen.
Endnu en leder har forladt rådhuset. Foto: Kenneth Olsen.

Lånebuffet på rådhuset

Som nogen sikkert husker, så var Dragør Kommune i 2020 meget tæt på at blive sat under administration af Indenrigsministeriet grundet mangelfuld og fejlslagen økonomistyring på Dragør Rådhus.

Den økonomiske deroute blev yderligere forværret af politikernes hovedløse forsøg på at placere adskillige støjende aktivitetsparkprojekter klos op ad naboer, indføre UNESCO-turisme og etablere en lang havnepromenade, der for lånte penge skulle slange sig hele vejen rundt om fortets voldgrav. Alle disse politiske projekter viste sig ganske enkelt at være juridiske og demokratiske katastrofer. 

Det er som bekendt ingen dans på roser at blive sat under administration af Indenrigsministeriet. Venstreborgmester og formand for kommunens økonomiudvalg, Eik Dahl Bidstrup, valgte i fællesskab med Dansk Folkeparti, liste T og Socialdemokratiet at låne sig ud af problemerne. Det gik ikke så godt. De fire partier formåede inden for ganske kort tid at gældsætte byens borgere med 55 mio. kr. – vel at mærke ud over vores eksisterende gæld i kommunen, der på daværende tidspunkt lød på 135 mio. kr.

Den tidligere kommunalbestyrelse forringede kommunens egenkapital med 190 mio. kr., og nu er den bittersøde lånebuffet på Dragør Rådhus åbnet igen. Det er nok en rigtig dårlig idé.

Som det tydeligt fremgår af TV3’s programserie »Luksusfælden«, så kan man altså ikke låne sig ud af sine økonomiske problemer.

Lån er ligesom opsparede penge – mange bække små gør en stor å.

Forgyldt kommunal direktør

I slutningen af februar blev velfærdsdirektør Asger Villemoes Nielsen afskediget og hjemsendt fra Dragør Rådhus. Hans virke som én ud af tre direktører i kommunens øverste ledelse er hermed nået til vejs ende.

Efter det oplyste har der været betydelige udfordringer med at håndtere den triste og kaotiske konflikt i Nordstrandens Vuggestue, der gik ud over personale, forældre og børn, samt en række andre sager på kommunens institutions- og fritidsområder. 

Hertil kommer de dybt kritisable og borgerunddragende forsøg på at gennemtvinge de hedengangne projekter »UNESCO i Dragør« og »Afgangshallen inklusive fem aktivitetsstationer«. Sidstnævnte aktivitetsparkprojekt er kraftigt amputeret og er med et trylleslag blevet omdøbt til det mindre prangende »Dragør Outdoor Fitness«.

I forlængelse af fyresedlen kan Asger Villemoes Nielsen nu indkassere et gyldent håndtryk på 2.146.981 kr. fra Dragørs skatteborgere – som tak for indsatsen.

Med venlig hilsen
Kenneth Olsen
Borger i Dragør Kommune

Nedrivning af Glistrupgård

Fra forfald og stridigheder til en ny begyndelse - Historien om Glistrupgårds omdannede skæbne. Læs mere

Dragør-modellen er en alvorlig trussel mod vores skoler

Passer borgmesteren på Dragør (VIII) Læs mere

Historisk aftale sætter folkeskolen fri

Et bredt politisk samarbejde baner vejen for en skolereform, der giver lokal indflydelse og tilfredsstiller moderne uddannelsesbehov.

Erhvervsmæssig affotografering af Dragør Nyts annoncer og tekst er ikke tilladt.
© Copyright 2015–2024 Dragør Nyt.
Forbehold for trykfejl.

Hjemmesiden er lavet af Starco Grafisk