Vi har modtaget:

Vi taber kampen om rekruttering

Vi taber kampen om rekruttering, fordi de vilkår, som vi byder elever og fast personale, giver dem ondt i maven og dårlige livsvilkår.

Kommunens politikere har lige aftalt det nye 2-årige budget, hvor de har prioriteret nedbringelse af gæld samt stolt oplyser, at de har fastholdt kvalitetsstandarden inden for sundhedsområdet. Dette til trods for at sundheds-, omsorgs- og rehabiliteringsområdet i indeværende år er ramt af en kommende budgetoverskridelse. 

Politikerne har i år meddelt, at overskridelsen ikke kan indhentes ved hjælp af de handleplaner, som er lavet på området. 

Er det så ikke dobbelt op på optimisme at gentage successen – eller lad mig heller kalde det at ignorere de udfordringer, vi står overfor?

En typisk morgen er: »Godmorgen, jeg hedder Elisabeth og er sosu-hjælper her i team Nord.«

Jeg præsenterer mig for en af vores nye elever. Jeg er tryg ved, at hun får en god vejleder – men kommer hun til at trives? Det kommer an på så meget.

Denne gang er vi heldige. Grethe, som jeg kalder hende her, er en dygtig sosu-hjælperelev. Hun lykkes med at skabe en god relation til borgerne, og det virker til, at Grethe trives i sin praktik.

Grethe har købt en el-cykel kun på grund af, at hun er i praktik i Hjemmeplejen hos os. 10.000 kr. har hun betalt – 10.000 kr! Vil andre fagområder byde deres elever sådan en udgift?

Jeg kan godt forstå, hvorfor hun har investeret i en el--cykel. Grethe har ruten med de lange afstande mellem borgerne, hvor den afsatte tid til at cykle ikke hænger sammen med afstanden, der skal tilbagelægges. Tiden til opgaverne er også presset med utallige ekstraopgaver, der hører til.

Jeg kan godt blive flov over, at jeg ikke gør mere for at give vores elever en god praktiktid, hvor der er taget hånd om de transportmidler, der er behov for, givet den tid, der er behov for til at drage læring af praktikken, samt givet den tid, som er målbar for at komme fra A til B.

Kære politikere, når I udtaler, at »vi har ikke penge til, at der investeres i el-cykler«, eller at »der er ikke ændret i kvalitetsstandarden«, kan jeg mærke, at vi er uenige. 

Denne fastholdelse af, at det er samme kvalitetsstandard, udfordrer min hverdag som sosu-hjælper, da jeg har færre minutter til de samme opgaver, og jeg får tildelt for lidt tid til at dokumentere og til at transportere mig rundt til borgerne.

Sandsynligheden for, at Grethe finder et andet arbejde eller søger hurtigt videre, er også til stede med de arbejdsvilkår med tidspres, fysisk hårdt arbejde og et presset psykisk arbejdsmiljø og manglende økonomi til velfærdsteknologi – som en el-cykel også kan være. Og hvad gør vores arbejdsplads så? Skal fremtidens hjemmepleje være afhængig af vikarer med usikkerheden om, om der kommer nogen medarbejdere til kommunen den pågældende dag?

Vi er så afhængige af at tiltrække personale, som trives og kan blive i vores fag – både på kort og lang sigt. Så vi er nødt til at prioritere arbejdsmiljøet og muligheden for at tjene en ordentlig løn.

Vores elever har muligheden for at vælge os til eller at vælge os fra. Har I som politikere råd til at vælge vores elever og kommende faglærte personale fra? 

Vi bliver nødt til at forbedre arbejdsvilkårene inden for sundhedsområdet, og det kræver, at det prioriteres politisk med realistiske budgetter i årene fremover frem for fokus på at nedbringe kommunens gæld.

Med venlig hilsen
Elisabeth Kolnes Frederiksen
Sosu-hjælper