»Der er en kæmpe forskel på at være næsten i mål og være helt i mål. Det er meget befriende.«
Sådan lyder det fra Brian Thestrup fra Foreningen Dragør Skatepark, der jubler over at have fået finansieringen af en ny skatepark på havnen i Dragør helt på plads. Den frivillige forening har selv samlet hver en krone ind til parken, der vurderes at koste 1.375.000 kroner at anlægge.
Bygge- og Anlægsfonden og A.P. Møller har leveret de største beløb, men de sidste 275.000 kroner er kommet ind fra lokale virksomheder siden kulturnatten i september.
»Vi har jo været længe undervejs. Ideen opstod under corona i 2020, og vi stod klar med et oplæg til projektet i januar 2021. Så det er fantastisk at være i mål. Og jeg synes, at vi oplever en rigtig positiv stemning og opbakning fra kommunen,« siger Louise Seier Beier, der sammen med Brian Thestrup er en del af Foreningen Dragør Skatepark, der består af en håndfuld forældre fra Dragør.
»Vi har allerede været til det første møde i kommunen, og nu går processen i gang med at få lavet lokalplan. I foreningen har vi et stort ønske om, at vi kan komme i jorden til efteråret 2025. Men der er en række faser i sådan en proces, og der er også andre ting, der skal laves lokalplan for. Vi håber, at vi kommer hurtigst muligt i mål,« forklarer Brian Thestrup.
Artiklen fortsætter efter billedet.
Skatepark er til børnefamilier og unge
Både Louise Seier Beier og Brian Thestrup er naturligt nok utålmodige efter at se resultatet af deres arbejde, fordi de mener, at der er et behov for sådan en skatepark i Dragør. Der ligger allerede en lille skatepark på det sted, hvor den nye skal ligge. Men ramperne er slidt ned, og den kan ikke rigtigt bruges længere.
»Tanken er, at det her bliver et sted, som er en forlængelse af legepladsen. Et sted for børnefamilier med børn fra børnehavealderen og så børn og unge teenagere, der kan lege på hjul: på skateboard, løbehjul og rulleskøjter. Der bliver små udfordringer og sjov for alle aldre, og der er også street-aktiviteter, hvor man kan stå og lave finter. Men det er ikke noget med kæmpe ramper og dybe huller. Eliteskaterne søger alligevel hen til de større parker, så det her er et tilbud til den brede befolkning,« forklarer Louise Seier Beier.
Lignende parker har ikke støjproblemer
Både hun og Brian Thestrup er opmærksomme på, at der undervejs i processen har været kritiske røster fremme fra folk, der er bekymrede for, om en ny og større skatepark skaber mere støj, fest og ballade på havnen. Men de understreger, at det bestemt ikke er erfaringen fra andre skateparker af samme type.
Louise Seier Beier er med på, at der kan være en bekymring for, at andre unge kommer til at bruge skateparken som et opholdssted, hvor man samles for at feste.
»Som forening kommer vi til at have fokus på at skabe rammerne for, at dette ikke sker. Og vi laver nogle regler for pladsen, som der bliver tydeligt skiltet med. Dem, der bruger skateparken, skal føle sig trygge, og vi er slet ikke interesseret i, at der bliver festet,« siger hun.
Brian Thestrup peger på, at der i forvejen ligger en lille skatepark på stedet, hvor den renoverede bane skal være.
»Og der har man jo ikke oplevet nogen problemer med støj eller fester. Så det forventer vi heller ikke, at der kommer med den nye park. Jeg tror, at det er en lidt misforstået frygt,« siger han.
Artiklen fortsætter efter billedet.
Mødes med kammerater uden aftale
Louise Seier Beier og Brian Thestrup håber dog på, at skateparken udvikler sig til et mødested for børn og unge på en meget positiv måde.
»Jeg ser en udfordring i børn fra især 4. til 7. klasse, der ofte går alene hjem fra skole og ikke kommer ud igen. I den alder har de ikke legeaftaler på samme måde længere, og det kan være en overvindelse at ringe til nogen og spørge, om de vil lave noget. Her kan skateparken give mulighed for, at man lige tager sit løbehjul eller skateboard ned for at se, om der er andre i gang på banen, som man kan skate og snakke med,« forklarer Louise Seier Beier.
»Mange kan have brug for et sted, hvor man kan tage ned uden at have en aftale først. Og noget helt andet er, at man har set, at hjulsport har en positiv effekt på unge, der har det svært, fordi de finder en ro i den form for aktivitet,« supplerer Brian Thestrup.
Kommunen overtager driften
Når skateparken står færdig, overgår driften og vedligeholdelsen af banen til kommunen.
Der er minimal vedligeholdelse af en betonbane, så Foreningen Dragør Skatepark forventer, at Dragør-borgerne kan have glæde af den i mange år.
Ligeledes oplyser foreningen, at der er frivillige kræfter i byen, som er klar på at sætte aktiviteter og træning i gang på den nye skatebane.