Vi har modtaget:

Maleren Christian Mølsted

Jeg har med interesse læst historien i Dragør Nyt om Dragørs berømte bysbarn, maleren Christian Mølsted.

Min farbror, (Hans Lars) Gunnar Jacobsen (1901–ca. 1971), som var hårdtarbejdende havnearbejder og arbejdsmand, havde en kunstnerisk åre og lavede virkeligt flotte kunstmalerier i sin fritid. 

Mine forældre havde gennem tiderne til ophængning i deres hjem af min farbror modtaget/købt en del oliemalerier. De havde blandt andet erhvervet et skibsmaleri signeret G. Jacobsen vistnok fra 1932 – og lidt af signaturen kan skimtes i nederste højre hjørne (se foto).

Maleriet har jeg siden arvet efter mine forældre. Og det var først senere, jeg, da Dragør Nyt i 1984 bragte en artikel om maleriet, fandt ud af, at der var tale om en kopi af et værk af Christian Mølsted. Hertil skal nævnes, at min kone og jeg først bosatte os i Dragør i 1974. I artiklen dengang omtaltes Dragørs daværende borgmester Jørgen Rosschou, som på vegne af kommunen overdrog en gave – nemlig maleriet – til (Dragør) Lodseriet i anledning af dets 300-års-jubilæum, men med den klausul, at maleriet ikke må forlade Dragør. 

Mon ikke det i dag derfor findes på lodsmuseet i Dragør? 

Min farbrors skibsmaleri, også selvom det har vi st sig kun at være en kopi, er et billede, jeg beundrer hver dag i mit hjem.

Med venlig hilsen
Birger Jacobsen
Neelsvej 18

(Historien kan læses i Dragør Nyt nr. 29, 30, 31 og 32 – eller på nettet: Kærestebreve med potentiale – del 1, Kærestebreve med potentiale – del 2Kærestebreve med potentiale – del 3Kærestebreve med potentiale – del 4,  red.)

Erhvervsmæssig affotografering af Dragør Nyts annoncer og tekst er ikke tilladt.
© Copyright 2015–2024 Dragør Nyt.
Forbehold for trykfejl.

Hjemmesiden er lavet af Starco Grafisk