50 år med skole i Dragør nord

2023 er jubilæumsår for skolen på Hartkornsvej, der i dag bærer navnet Nordstrandskolen

Af Rasmus Mark Pedersen

I år er jubilæumsår for skolen på Hartkornsvej. Derfor er Dragør Nyt dykket ned i historien med to personer, der har hver deres historie med Nordstrandskolen: Skoleleder Claus Andersen, der selv har gået på skolen som barn, og hans gamle klasselærer fra dengang, Inge Brandt, der, inden hun gik på pension, nåede at undervise på skolen i 43 år.

Inge Brandts historie med Nordstrandskolen begynder tilbage i 1978, hvor hun som ung lærer netop var blevet uddannet fra seminariet. Hun boede på Amagerbrogade og skulle til at finde ud af, om det var Tårnby, København eller Dragør, der trak mest. 

Preben Svalling, der var skoleinspektør dengang, var lynhurtig til at få fat i den unge lærerinde: »Han gav mig lige præcis det, jeg ønskede mig,« forklarer Inge Brandt, da hun genfortæller historien i sin villa på Nordstranden. 

Så i august 1978 skulle hun starte som klasselærer for en førsteklasse og skulle undervise i sine linjefag – dansk, engelsk og idræt. 

To gange skolestart

Sommeren før var Claus Andersen begyndt i børnehaveklasse. Valget faldt på den nybyggede skole på Nordstranden, fordi hans far selv var lærer på Dragør Skole.

Børneklassen fungerede lidt anderledes dengang. Der gik man i to hold, hvor man enten mødte ind morgen eller eftermiddag, og Claus Andersen gik om eftermiddagen. Og så var han ellers klar til at begynde i 1. klasse med Inge Brandt som lærer.

»Jeg glædede mig til at komme i skole, og jeg kan kun huske min skoletid som god,« fortæller han om de tidlige år. Og han har kun gode ting at sige om sin gamle klasselærer.

»Hun sørgede for at holde os alle sammen i hånden, så jeg oplevede det som meget trygt,« husker han.

For Inge Brandt var det lidt specielt at være helt nyuddannet og stå med hovedansvaret for en klasse. Men forældrene var utroligt søde til at bakke hende op.

»Det, der er vigtigt, er din relation til de børn, du står med. At du forstår at få dem til at trives og lære. Hvis ikke de gør det, så bliver du slået i hovedet. For så sker der jo ingenting,« forklarer hun.

Bygget på marker

Da Nordstrandskolen åbnede i 1973, var der stadig marker rundt om skolen. Og i de år, hvor Claus og Inge begyndte på skolen, vokser byen op. De første elever kom primært fra Store Magleby Skole, men langsomt blev skolen også samlingspunktet for Nordstranden.

Claus Andersen når ikke at få hele sin skolegang på Nordstrandskolen, fordi hans far får andre planer. Efter fem år bliver han nemlig tilbudt en lederstilling i Juelsminde i Jylland, og hele familien rykker med dertil.

Men Inge Brandt bliver, og derfor får hun chancen for at se udviklingen af både skolen, byen, børnene og forældrene. Specielt var der forskel på lærergerningen, da hun startede, og da hun sluttede. For da hun startede lukkede de andre, lidt mere erfarne lærere sig meget inde. De passede sig selv, egen klasse og egen undervisning.

»Man hjalp ikke hinanden. Det kunne man ikke. Da jeg startede i ’78 gik det meget A, B, C og så videre. Og som lærer så blev du færdig med en klasse i 9., og så begyndte du forfra med en ny i første. Og det kunne man så gøre, indtil man gik på pension,« forklarer Inge Brandt, men det var ikke lige sådan, hun selv ville gøre det: »Jeg har altid været lige der, hvor tingene sker. Jeg har aldrig trukket mig tilbage og sagt, at jeg kører min egen butik,« fortæller hun med et smil.

Mere samarbejde

Derfor var Inge Brandt glad for den forandring, der kom i løbet af 1980’erne, og som manifesterede sig på Nordstrandskolen, da hun fik den næste 1. klasse.

»Ti år efter begyndte vi faktisk meget mere at hjælpe hinanden,« husker hun. Og det var specielt måden, der blev undervist på, som blev ændret:

»Vi kan ikke poppe den samme læring ned over alle 20 elever. Derfor skal vi undervise dem på forskellige måder. Vi skal møde dem, der hvor de er,« forklarer hun med et humør, som om hun var på vej ned til sine elever øjeblikket efter.

Selvom hun ser tilbage på et langt lærerliv med både udfordringer og glade stunder, så er den grundlæggende opgave den samme nu som dengang: At lære børnene færdigheder, som de kan bruge videre i livet.

Og selvom måden, man når resultatet på, har ændret sig en del med mere samarbejde og tværfaglige forløb, så er metoderne ikke så forskellige. Dagens børn lærer på samme måde. De skal måske behandles lidt forskelligt, fordi opdragelsen er lidt anderledes, men selve vejen til læring, er den samme, forklarer den tidligere klasselærer.

Inge Brandt har fortsat glæden ved at undervise. Og denne glæde prøvede hun også at give videre, mens hun stadig var på skolen:

»Jeg synes, alt nyt er sjovt. Jeg vil gerne være med til alt det nye. Når der kom nye, unge lærere på skolen – selvom jeg var oppe i årene – så var det mig, der fik dem, for jeg er ikke bange for det nye,« forklarer hun og oplyser, at med ordningen kunne den garvede lærer også selv lære noget af de metoder, som de nyuddannede lærere kom med fra seminariet.

Gensyn med deja-vu

Claus Andersen troede ikke, at han skulle vende tilbage til Nordstrandskolen. Mens Inge Brandt havde oplevet tiderne skifte, var han blevet voksen, havde uddannet sig til lærer og var også blevet leder på en anden skole.

Men da jobopslaget fra barndommens Dragør kom, tænkte han: Hvorfor ikke?

»Det var et deja-vu at komme ind på skolen igen. Det var ikke meget anderledes i indskolingen på det tidspunkt. Det var en vild oplevelse,« forklarer han.

Men i dag er der gået 4 år siden, og Claus Andersen er glad for at være vendt hjem.

»Det var fedt at være tilbage. Jeg synes, at kvaliteten og trivslen på skolen er positiv. Og jeg møder mange af mine gamle klassekammerater og deres børn, så der er en eller anden forbindelse mellem, at jeg har gået der, og at jeg så er leder i dag,« forklarer han.

Og så er der jo den detalje, at han blev ansat som chef for sin gamle klasselærer. For da Claus Andersen vendte tilbage som skoleleder, så var Inge Brandt stadig på Nordstrandskolen.

»Det var sjovt det første år, hvor Inge også var ansat. Det har vi lavet meget sjov med. Vi havde et rigtigt godt samarbejde,« siger han med et kæmpe smil.

Ressourcestærke forældre

Som skoleleder kan Claus Andersen også se, hvordan Nordstrandskolen står et andet sted i dag, end den gjorde dengang, hvor han selv var elev. Men det er nok til det bedre.

»Vi har hele tiden elevernes perspektiv for øje med alt det, vi laver. Det er lidt nyt, at vi italesætter det på den måde, men det gør det mere professionelt,« forklarer han.

Dermed bliver det også nemmere at sige: Skal vi gøre det her eller ej? Fordi hvis det ikke gavner eleverne, så er det nok ikke nødvendigt, og på den måde kan ressourcerne prioriteres.

Skolens forældre er også gode til at stille krav, forklarer skolelederen. Historisk har det været luftkaptajner og andre med gode job i lufthavnen, der har bosat sig på Nordstranden. Sådan er det stadig ifølge skolelederen – med den tilføjelse at der også er en del direktører fra andre steder end lufthavnen, som har råd til at købe de attraktive villaer rundt om skolen.

Og selvom der også er forældre med andet end lederjob, så sætter det sit præg på skolen, at de fleste er ressourcestærke forældre, der er vant til at stille krav.

»Vores personale bruger megen tid på at besvare beskeder. Så på forældremøder bruger vi tid på at fortælle, at vi er et fællesskab. Det er ikke kun lille Ole, du er der for. Du skal også huske, at dem, der er rundt om lille Ole, skal trives. Og det er en opgave for skolens personale at få fortalt det på en god måde,« siger Claus Andersen.

Forpligtende fællesskaber

Generelt er det med fællesskabet noget, han taler meget om, når han skal betone, hvad der er vigtigt ved Nordstrandskolen, som den er i dag:

»Jeg synes, vi er meget opmærksomme på at snakke ind i forpligtende fællesskaber, fordi man har valgt en folkeskole. Jeg synes, at vi skal kunne rumme læring for alle børn, der går på Nordstrandskolen. Det er en spændende opgave, men den er også krævende,« forklarer skolelederen.

En af metoderne, til at sørge for at der ikke kommer så mange individuelle beskeder til lærerne, er, at læreren selv sørger for at være tydelig i sin kommunikation.

»Vi gør meget ud af, at kommunikationen er stærk. Hvis lærere og pædagoger er gode til at kommunikere om de ting, der sker, så er informationen ude til forældrene, og så kan de følge med. De er jo altid velkomne til at spørge, og det gør de også,« forklarer han og understreger, at han gør, hvad han kan, for at hans personale er proaktive i deres samarbejde med forældrene.

Inge Brandt kan også huske den både gave og ulempe, det er, at være på en skole med ressourcestærke forældre. Der er forældre, som har en meget travlt hverdag, og som hele tiden skal positionere sig og være med, hvor det sker, og de har måske ikke altid helt ... fortæller hun og holder en pausen, inden hun fortsætter sin fortælling ... Jeg ved ikke, om de altid har overskuddet til at spørge deres børn om, hvordan det går i skolen.

Lokal forankring

Men Inge Brandt har altid elsket at arbejde med de forældre, der er på Nordstrandskolen. Derfor har hun og familien også bosat sig midt i området, så hun har også måtte være i sit job, når hun var ude og handle.

»Vi har jo boet herude altid. Jeg tror også, at det nogle gange gør det nemmere. Jeg har haft tre drenge, der har gået på Nordstrandskolen. Du ved, hvem du skal tage fat på i lufthavnen. Du kender en ovre i klubben. Det gør man jo ikke, hvis du kommer kørende fra Nordsjælland,« forklarer Inge Brandt.

Claus Andersen understreger også, at forældregruppen er en stor ressource for skolen i andre henseender. Han fremhæver, at virksomhederne også giver noget igen.

Alle skolens niendeklasser kommer i brobygning i et lokalt kontorfællesskab, hvor der er en række internationale virksomheder, der har sine lokale kontorer. Og det giver eleverne en stor glæde.

»Der er virksomheder og forældre, som rent faktisk gerne vil give de største elever nogle gode ting med. Det, synes jeg, er superspændende og vejen frem,« slutter skolelederen.

Nordstrandskolen blev officielt 50 år den 13. august 2023.