Året der gik – del 1

Et tilbageblik på store og små begivenheder i Dragør i perioden fra januar til marts

Af Thomas Mose

Januar

Dragør Kirke tager hul på det nye år med jazzgudstjeneste søndag den 1. januar.

Dragør Kommunale Tandpleje kan ikke leve op til målsætningen om tandundersøgelser med 18 måneders interval. Presset på tandplejen skyldes efterslæb på grund af coronanedlukningen i 2021, flere patienter på grund af  lovændring, der giver gratis tandpleje til alle 18–21-årige, og udfordringer på personalesiden.

Vindstød svarende til hård kuling rammer Dragør lørdag den 14. januar.

De høje brændstofpriser øger kommunens udgifter til offentlig transport. Politikerne i kommunalbestyrelsen arbejder på at finde midler, så man ungår færre busafgange.

Tilladelse til flytning af bade- og kajakbro fylder i Dragør Nyts spalter. 32 sender klager ind til kommunen, og Sydamagerlistens medlem af Klima-, By- og Erhvervsudvalget, Flemming Blønd, begærer sagen i kommunalbestyrelsen.

Med et besøg på Dragørs Aktivitetshus sætter Københavns Politi fokus på svindlere.

Arbejdet med at skabe »det gode liv på Enggården« drøftes i workshop.

Filmen »Babylon« har premiere i Dragør Bio, der i aftenens anledning byder gæsterne på et glas bobler.

Der er feststemning i Store Magleby Kirke, da der afholdes nytårskoncert med Københavns Kantatekor og de to operasangere Sofie Elkjær Jensen Frederik Rolin.

Et voldsomt overfald på Dragør Fort ender tragisk, da en 54-årig mand brutalt bliver stukket ihjel søndag den 22. janaur. Københavns Politi anholder hurtig to personer, hvor af den ene senere tilstår at have ført kniven. En tredje mistænkt anholdes ugen efter. Retten afsiger navneforbud for både anholdte og offer.

Dragør Kommune får tilsagn om støtte på 37,4 mio. kr. til kystbeskyttelse fra »Puljen til diger og anden kystbeskyttelse. Pengene skal bruges til diger i den sydvestlige del af kommunen ud for Søvang, Sydvestpynten og Kongelunden.

Politikerne beslutter, at affaldssorteringen i Dragør Gamle By skal ske i hjemmet. Det betyder, at alle husstande skal have et nyt posestativ til madaffald, samt to løse poser til plast, metal og mad- og drikkekartoner samt en pose til papir og pap.

De Dragør Vandhunde døber syv nye medlemmer.

Efter lukning af Biblioteket i Hollænder skifter Drag-ør Bibliotekerne navn til Dragør Bibliotek. Desuden justeres åbningstiden på det tilbageblivende bibliotek.

Dragør Kommunes 7.-klasser er på Polarskole. Forløbet afsluttes med ekspedition på Kongelundsfortet.

En række lokale erhvervsdrivende inviterer i fællesskab til mandeaften. Gæsten er fodboldtræner, tidligere fodboldspiller, sportsdirektør og fodboldsekspert Troels Bech.

På Drag-ør Fort bliver der afholdt mindehøjtidlighed for knivoffer.

Kommunens 9.-klasser besøger virksomheden Framehouse, hvor de lærer om valg af karriere.

Borgmester Kenneth Gøtterup er vært for nytårskur for erhvervslivet. Den afholdes på Dragør Råhus. Ud over taler fra formanden for Dragør Erhverv, Rasmus Gundelund Nielsen, og fra borgmesteren selv sendes også en videohilsen fra direktøren for Dansk Erhverv, Brian Mikkelsen.

Bent Isager Nielsen trækker fulde huse, da han holder foredrag. For at gøre plads til flere tilhørere flyttes arrangementet fra Dragør Kirkes Sognegård til kirkerummet.

Lars og Linea Olsen byder for første gang som værter på Beghuset Dragør Borgerforenings medlemmer på gule ærter og pandekager.

Fotos: TorbenStender, HAS m.fl.

Februar 

Københavns Lufthavne inviterer til nabomøde om udvidelsesplanerne.

Coop lukker butikskæden Irma. En del af butikkerne omdannes de andre supermarkeder inden for kæden – dog ikke i Dragør, hvor der er uvished og spænding, om hvad der skal ske.

Mandag den 6. februar genåbner Dragør Bibliotek efter sammenlægningen med Biblioteket i Hollænderhallen. Samtidig begynder Pauline Raff som ny biblioteksleder.

I forbindelse med Uge Sex besøger en gruppe elever fra 6. klasse på Dragør Skole Dragørs Aktivitetshus, hvor de interviewer brugerne af stedet. Besøget begejstrer både elever, lærere og aktivitetshusets brugere.

Efter en forlænget coronapause er »Historietimen« tilbage i Historisk Arkiv Drag-ør. Første lektion omhandlede dampskibsruten mellem København og Dragør.

Børne-, Fritids- og Kulturudvalget får oplyst, at der er indskrevet 42 børn flere end normeringen i Dragørs institutioner.

Jan Harbeck Quartet spiller vinterjazz i Dragør Kirke.

Kommandørbolig gennemgår en gennemgribende renovering, og flere af butikkerne må lukke i en længere periode.

Hele kommunen er på den anden ende til fastelavn, hvor der er et væld af arrangementer.

Beghusets nye værtspar Lars og Linea Olsen åbner restauranten.

Dragør Kirke fyldes med kærlighed under fejring af valentinsdag.

Navneforbuddet efter det dødlige overfald på Dragør Fort løftes. Mindeordene for ofret René Carstensen ender hurtigt blandt de mest læste artikler på Dragør Nyts hjemmeside. Bisættelsen finder sted fra en fyldt Dragør Kirke fredag den 24. februar.

Lørdag den 25. februar afholder Dragør Kommune informations- og borgermøde i Hollænderhallen. Temaet er kystsikring af kommunen.

Dragør Borgerforening tager på rundtur til vinbarer på Amager.

Folketinget afskaffer store bededag som helligdag, og Dragørs to kirker er fra 2024 nødsaget til at finde nye konfirmationsdage.

Fotos: TorbenStender, m.fl.

Marts

Lazo Milojevic tiltræder i stillingen som leder af idrætshallerne – herunder også Dragør Svømmehal.

60 personer deltager i Kræftens Bekæmpelse temamøde om kræft.

Med drengenes cykelfastelavn søndag den 5. marts afsluttes årets mange fastelavnsarrangementer i Dragør.

Natten mellem søndag den 5. og mandag den 6. marts eksploderer en større bombe bag Drop’n’Fix i Dragør Centret. Heldigvis er der ingen, der kommer til skade, men der sker voldsomme ødelæggelser på bygningen. Få dage efter foretager Københavns Politi tre anholdelser i forbindelse med bombesprængningen.

Vintervejret rammer for en kortbemærkning Dragør, der bliver klædt i sne.

Dragør Turistråd og Drag-ør Borgerforening afholder et velbesøgt borgermøde med fokus på turismen i Dragør. Ved samme lejlighed oplyser formanden for turistrådet, Axel Bendtsen, at han stopper på posten.

Erik Norman Svendsen holder foredrag i forbindelse med Dragør Lokalhistoriske Forenings generalforsamling. 112 personer møder i Drag-ør Aktivitetshus’ festsal.

I den gamle værftsbygning på Dragør Havn begynder Kolo Nordic en stor indsamling til fordel for Ukraine.

Dragør Kirkegård har i en længere periode været udsat for tyverier og hærværk.

Dragør Borgerforening tilbyder at købe bygningen på Jan Timanns Plads, så Dragør Biografforening kan fortsætte driften af biografen. Det lykkes dog ikke at blive enige med sælger om prisen.

En undersøgelse foretaget af Dragør Kommune viser, at omkring 70% af borgerne i Dragør ønsker at blive tilsluttet fjernvarme.

Et langvarigt vejarbejde ved Tårnby Torv, der påvirker pendlertrafikken til og fra Drag-ør, tager sin begyndelse. 

Mandag den 20. marts på Dragør Skole åbner borgmester Kenneth Gøtterup den nationale affaldsindsamling, hvor byens skoleelever sammen i løbet af ugen gør byen forårsren.

Dragør rammes af skraldestrejke. Arbejdsnedlæggelsen varer en uge.

Dines Bogø fortæller om en nye bog, »De udødelige Dobbeltmord«, som han har skrevet sammen med Christine Jønck.

Radio Playback lægger vejen forbi Drag-ør i forbindelse med radio-serien »En by i Danmark«.

Efter i begyndelsen af januar at være vendt tilbage til politik fortæller 1. viceborgmester Nicolaj Riber nu om baggrunden for sin sygeorlov og pausen fra politik. 

Efter skoler og institutioner har afsluttet deres affaldsindsamling, tager Naturvogterne Dragør over. Årets forårsrengøring ender også denne gang som en stor succes.

Torsdag den 23. marts er borgmester Kenneth Gøtterup og formanden for Social-, Sundheds- og Arbejdsmarkedsudvalget, Nicolaj Bertel Riber, inviteret til Ældre Sagen for at underskrive en ny partnerskabsaftale sammen med Bjarne Hastrup.

Københavns Kantatekor med orkester opfører J. S. Bachs Johannespassionen i Store Magleby Kirke.

Efter flere års arbejde vedtages en Lokalplan 76, der giver Dragør Badehotel mulighed for udvidelse.

Det bliver Malin Lindeblad Kadijevic og Nicklas Kristensen, der sammen overtager formandsposten i Dragør Turistråd efter Axel Bendtsen.

Med dispensation fra Drag-ør Kommunalbestyrelse får Dragør Baadeværft mulighed for at opføre en tredje værftshal.

Fortsættes i næste uges avis.

Fotos: TorbenStender, HAS m.fl.

Året der gik – del 6

Et tilbageblik på store og små ­begivenheder i Dragør fra november til nytår. Læs mere

Året der gik – del 5

Et tilbageblik på store og små ­begivenheder i Dragør i oktober. Læs mere

Foto: TorbenStender.

Året der gik – del 4

Et tilbageblik på store og små ­begivenheder i Dragør i august og september. Læs mere

Året der gik – del 3

Et tilbageblik på store og små ­begivenheder i Dragør fra juni og juli. Læs mere

Erhvervsmæssig affotografering af Dragør Nyts annoncer og tekst er ikke tilladt.
© Copyright 2015–2024 Dragør Nyt.
Forbehold for trykfejl.

Hjemmesiden er lavet af Starco Grafisk